Af Helle Fabiansen, adm. direktør i brancheforeningen SPT
2017 nærmer sig sin afslutning, og det er tid til at gøre status på, hvad der har været et begivenhedsrigt år i brancheforeningen SPT og ikke mindst se frem mod 2018, hvor nye spændende initiativer skal udrulles og sættes i søen.
Først og fremmest har vi lagt en ny strategi for foreningen, som sætter kursen for vores arbejde frem mod 2020. Vi har en klar vision om, at SPT skal være kendt som branchen, der leverer sundhed, velvære, hygiejne og gør hverdagen lettere for forbrugere og samfund hver dag. Vaske- og rengøringsbranchen har grund til at være stolte af deres arbejde. Tal for branchens udvikling viser, at omsætningen er vokset med 26 procent i fra 2013 til 2016 hos de virksomheder, som fremstiller vaske- og rengøringsmidler.
I SPT arbejder vi hver dag for, at den udvikling kan fortsætte og styrke vores medlemmers konkurrenceevne, hjælpe dem med vejledning og sparring om lovgivningen og tilbyde dem ydelser, som gør det nemmere at drive virksomhed i Danmark. Vi kan som noget nyt blandt andet tilbyde en lovliste, så virksomhederne altid er ajour med den nyeste lovgivning inden for bl.a. miljøgodkendelser, detergenter, biocider, emballage og affald. Lovlisten er et værktøj, som kan spare vores medlemmer både tid og penge og er særlig anvendelig for de virksomheder, som er ISO 14001 certificerede. Vi har også fokus på den nye biocidforordning og i et nyt netværk for medlemmer, der fremstiller og markedsfører desinfektionsmidler som fx håndsprit og rengøringsprodukter til fødevareindustrien. Vi har udgivet en vejledning ”Kom godt i gang med godkendelse af desinfektionsmidler”, som du finder på SPT’s hjemmeside.
Fremtidens rengørings-branche er grøn
Siden EU’s miljømærke Blomsten blev introduceret for 25 år siden, har vaske- og rengøringsbranchen været dygtig til at omfavne den grønne udvikling og er i dag den branche, hvor flest produkter er mærket med Blomsten. Den nye udbudslov fra 2015 var endnu et skridt i en mere grøn retning, da den gav indkøberne mulighed for at stille krav om miljømærker som Svanemærket og EU-Blomsten i forbindelse med udbud. En række kommuner landet over har siden da prioriteret de grønne udbud, og senest har Københavns Kommune besluttet sig for en ny grøn indkøbspolitik, som blandt andet stiller krav om, at rengøringsservicen i kommunen skal have Svanemærket eller EU-blomsten.
Forbrugere, virksomheder og offentlige myndigheder efterspørger i stigende grad bæredygtige produkter og løsninger, som er miljøvenlige. Og det er en tendens i markedet, som kun ser ud til at fortsætte. Bæredygtighed og miljøvenlighed er blevet en god forretning og med et voksende politisk fokus på cirkulær økonomi og nye forretningsmodeller, er det oplagt for virksomhederne at udnytte de konkurrencefordele, der ligger i at have en stærk miljøprofil. Og der er stadig mange lavthængende frugter, der kan plukkes. I SPT er vi klar til at hjælpe vores medlemmer med at gøre den grønne omstilling til en realitet.
Behov for politisk fokus på hygiejne
Rådet for Bedre hygiejne sætter hvert år dygtigt hygiejne på dagsordenen, når de afholder deres hygiejneuge i samarbejde med kommuner, regioner og virksomheder. I år var der særligt fokus på hygiejne på arbejdspladsen. Beregninger fra rådet viser, at dårlig hygiejne på arbejdspladsen hvert år koster samfundet 10 milliarder kroner. Tallene taler sit tydelige sprog. Vi har i SPT derfor besluttet at arbejde for at få sat hygiejne på den politiske dagsorden. Vi skal åbne politikernes øjne for, at investeringer i bedre hygiejne er en god idé. Både for den enkelte og samfundet.
Sæt kryds i kalenderen 20. marts 2018
Den 20. marts 2018 inviterer vi til vores årsmøde i Tivoli Congress Center. Programmet for dagen er stadigvæk under udarbejdelse, men vi glæder os allerede nu til at åbne dørene op for både medlemmer og andre interesserede til en spændende dag, hvor forskellige oplægsholdere vil fortælle om trends, udviklingen i markedet og fremtidens forbrugere.