Coor-koncernen køber danske Elite Miljø og tager dermed et tigerspring frem på markedet for serviceløsninger i Danmark
Som led i en klar strategi om at være markedets førende leverandør af serviceløsninger, køber nordiske Coor danske Elite Miljø A/S, der beskæftiger flere end 2000 medarbejdere og har en årlig omsætning på cirka 550 millioner DKK. Elite Miljø leverer rengøringsløsninger til danske virksomheder og offentlige institutioner.
Virksomheden glider naturligt ind i Cleaning-divisionen i Coors danske selskab, der også leverer kantinedrift og ejendomsservice til private og offentlige virksomheder. Coor-koncernen tilbyder rengøring, kantinedrift og ejendomsservice både som integrerede facility management-løsninger og som single-services. Koncernen beskæftiger omkring 6.500 medarbejdere primært i Sverige, Danmark, Norge og Finland. Ved udgangen af 3. kvartal 2017 passerede årsomsætningen 7,6 mia svenske kroner.
Transaktionens gennemførelse er betinget af de danske konkurrencemyndigheders godkendelse. Efter godkendelsen vil Elite Miljø i løbet af indeværende år skifte navn og profil på uniformer, biler og udstyr.
Positionering på det danske marked
Med købet af Elite Miljø udbygger Coor sin position på markedet.
»Opkøbet vil styrke vores geografiske tilstedeværelse i hele Danmark. Elite Miljø har leveret gode finansielle resultater kombineret med vækst og høj kundetilfredshed. Sammen med en række stærke kompetencer og løsninger vil dette give nye muligheder ved at være en del af Coor,« udtaler Jørgen Utzon, der er administrerende direktør i Coor Danmark og fortsætter:
»Købet er således i tråd med vores vækststrategi, der både går ud på at erobre markedsandele på integrerede facility management-services samt tilbyde vores øvrige løsninger til de kunder, der i dag kun køber single-services,« siger Jørgen Utzon.
Et godt hjem for Elite Miljø
Elite Miljø blev etableret af Bent Poder i 1980. Efter næsten 25 år i Bent Poders ejerskab blev virksomheden i 2004 solgt til servicekoncernen Kivi-Tex, der ejes af familien Thorgaard, som siden da har udviklet virksomheden til den position, den har i dag.
»Fra vores perspektiv er det ikke bare en succesfuld virksomhed, vi sælger, men en værdsat del af vores familie, som vi siger farvel til,« siger Lars Falkenberg.
»Med salget til Coor er vi imidlertid overbeviste om, at vi har fundet en køber, der kan udvikle virksomhedens potentiale – og som er villig til at investere i innovation til glæde for kunder og medarbejdere. Som en del af Coor-koncernen har Elite Miljø derfor de bedste forudsætninger for at forsætte sin udvikling.«