Bliv en succes på 60 minutter

Humoren bliver taget i brug, når Dansk Rengøringsteknisk Forening (DRF) inviterer til seminar 13.-14. marts i Billund.

For her vil komikeren Sebastian Dorset sammen med kunstner Lise Vestergaard gøre deltagerne klogere på, hvordan de kan blive en succes både derhjemme og på arbejdspladsen, ligesom de tager temperaturen på tidens behov for perfektion. Det bliver næppe kedeligt, når de under titlen ”Bliv en succes på 60 minutter” fortæller om ambitioner og succeskriterier.

Hovedindholdet på seminaret handler om at skabe gode relationer mellem kunder, leverandører og samarbejdspartnere. Seminarets første dag er lagt i hænderne på Jesper Bergstrøm, der er ekspert i kropssprog, motivation og sammenhængen mellem krop og psyke.

Du kan i løbet af de to dage også møde Mads Steffensen – kendt fra Mads & Monopolet – når han som ordstyrer i en dialog går under huden på dilemmaer og udfordringer ved at samarbejde.

Der er tilmeldingsfrist 23. februar på http://www.d-r-f.dk/.

Seminaret er åbent for alle og foregår på Hotel Legoland i Billund. Undervejs bliver der også besøg i Billunds nye attraktion Legohouse, hvor der vil være rengøringsoplæg op en guidet rundtur.