Servicenormen skaber en bedre branche

Ordentlighed går aldrig af mode. Selvom vi kan være konkurrenter i dagligdagen, så forpligter vi hinanden på at spille efter de samme regler, blandt efter Servicenormen

Jørgen Utzon, Bestyrelsesformand i Servicebranchens Arbejdsgiverforening (SBA)

 

 

Siden 2010 har vi i Servicebranchens Arbejdsgiverforening (SBA) brugt og videreudviklet Servicenormen til at skabe en bedre branche. Servicenormen er en lang række etiske og praktiske krav, som vi stiller til alle vores medlemsvirksomheder. Blandt andet kræver vi, at alle ansatte løbende bliver uddannet og bliver behandlet med respekt og efter loven. Desuden kræver vi, at der tages hensyn til miljø og arbejdsmiljø, og at virksomheden har en mangfoldig og rummelig arbejdsplads. Men vi stopper ikke her – vores medlemmer skal også sørge for, at deres underleverandører lever op til de samme skrappe krav.

I dag kontrollerer Dansk Standard, at medlemsvirksomhederne overholder Servicenormens krav, og Dansk Standard medvirker til, at disse krav udvikles løbende. Summa summarum får vi altså i branchen både kvalitet, miljø og etik til at hænge sammen til gavn og glæde for vores medarbejdere og ikke mindst vores kunder.

Nej til illegal arbejdskraft

Når man som offentlig eller privat kunde gerne vil købe serviceydelser skal vi i SBA være garanten for, at hverken vores underleverandører eller vi selv gør brug af illegal arbejdskraft. Der har naturligvis været brodne kar – ja selv i vores brancheforening – men de seneste mange år har vi været uhyre opmærksomme på at sætte en stopper for dette. Og vi er nu i gang med at gøre Servicenormen endnu bedre, så vi en gang for alle gør op med brugen af illegal arbejdskraft inden for vores egne rækker.

 Ros til politikerne

I denne forbindelse, skal der også lyde en stor ros til politikerne. Regeringen, S, DF og SF har efter skatteudvalgets nye beretning om udstedelse af skattekort til illegale indvandrere søsat en stribe gode og konkrete initiativer. Fremover vil der fra myndighedernes side ske en mere effektiv håndtering af illegal arbejdskraft lige som vi som arbejdsgivere ikke længere uforvarende overtræder udlændingeloven.

Et social ansvarligt fællesskab

Tilbage til Servicenormen. For ét er illegal arbejdskraft og noget helt andet er en vellykket tilbagevenden eller indtrædelse af folk på kanten af arbejdsmarkedet. To helt forskellige dagsordner, som vi i branchen desværre ofte ser blandet sammen i den offentlige debat. Men som min kollega, koncerndirektør i Forenede Carsten Clement udtalte til Børsen forleden: ”Vi er nok den branche i dansk erhvervsliv, der tager de største byrder, når det gælder integration af nydanskere og andre på kanten af arbejdsmarkedet.” Dette er jeg helt enig med ham i. Her kan vores medlemmer også med Servicenormen som løftestang tage et større socialt ansvar ved f.eks. at sørge for efteruddannelse og mangfoldighed på arbejdspladsen.

Et vigtigt fællesskab

Når vi i Servicebranchens Arbejdsgiverforening siger, at ordentlighed aldrig går af mode, så er det fordi vi mener det. Selvom vi kan være konkurrenter i dagligdagen har vi i SBA – under DI Service – forpligtet hinanden til at spille efter de samme regler, samt gennem Servicenormen i fællesskab at skabe en bedre branche.

Servicenormen er kommet for at blive. Kom og vær med. Både for din virksomheds skyld, for dine medarbejderes skyld, og for samfundet.


Vi skal være garanten for, at hverken vores underleverandører eller vi selv gør brug af illegal arbejdskraft. Der har naturligvis været brodne kar, men vi har de seneste år været uhyre opmærksomme på at sætte en stopper for dette.

Jørgen Utzon