Holder du også pause på toilettet

Flere og flere bruger toiletterne på jobbet til at holde pauser i løbet af arbejdsdagen. I en travl hverdag kan en tur på toilettet nemlig være en tiltrængt pause, hvor man kan få et pusterum fra kolleger og arbejdsopgaver, der hober sig op. Men det er et problem for hygiejnen, mener hygiejneekspert.

53 timer om året eller 13,5 minutter om dagen. Så længe tilbringer kontoransatte i gennemsnit på toilettet i løbet af arbejdstiden. Det viser en ny undersøgelse foretaget af hygiejnevirksomheden Initial foretaget blandt 2.000 kontoransatte i Storbritannien. Og langt fra al tiden på det lille hus bliver brugt efter hensigten.

En tredjedel (33 %) af de adspurgte fortæller, at de bruger arbejdspladsens toiletter til at holde pauser uden rent faktisk at træde af på naturens vegne. Desuden bruger 4 ud af 10 deres smartphone, imens de er på toilettet.

En del af forklaringen lyder på, at vi sidder tættere og tættere på kontorerne, og at der derfor er færre områder, hvor man løbende kan holde små pauser. Derfor bruger vi i stigende grad toilettet til at puste ud i løbet af dagen.

Helt nøjagtigt tilbringer vi i gennemsnit 13 minutter og 31 sekunder på toilettet i løbet af en arbejdsdag. Der er naturligvis mange, som bruger færre minutter, imens andre trækker tallet op. 36 % af de adspurgte sidder nemlig på toilettet i mere end 16 minutter i løbet af en almindelig dag på kontoret.

 

Toilet-helle på job skaber øger risiko for sygdom
Tendensen til at bruge toilettet som et ’helle’ i løbet af en travl arbejdsdag er et problem, mener Maria Brix Balle, der er biolog hos hygiejnevirksomheden Initial. For ud over at være et tegn på, at medarbejderne er spændt for hårdt for, eller har for lidt plads at boltre sig på i deres pauser, er det skidt for hygiejnen, at folk opholder sig længere tid end nødvendigt på arbejdspladsens toiletter.

»Toiletterne på en arbejdsplads er designet til et specifikt formål. Når mange begynder at optage toiletterne til andre gøremål, bliver det vanskeligere at sikre den løbende rengøring og i det hele taget at opretholde hygiejnen. Derudover er et toilet bare ikke et sted, man bør opholde sig mere end højst nødvendigt. Det er trods alt på toiletter og badeværelser, at vi kommer i berøring med rigtig mange af hinandens bakterier,« siger biolog Maria Brix Balle fra Initial.