Vinduespolering er som fag i knæ, når selv Bygningsstyrelsen som udbyder ikke overholder aftalte regler i vinduespolereroverenskomsten. Med umulige vilkår for at afgive seriøse tilbud afmonteres konkurrencen om bedste service til prisen
Af Malene Jæpelt, sekretariatsleder, Danske Service
Forestil dig, at du er professionel vinduespolerer og skal afgive et tilbud på, hvad det koster at polere 161 bygningers vinduer. Du kan dog blot få lov at se de 40 af adresserne. Resten må du estimere dig til. Mon vinduerne er store glasfacader, eller er det gamle bygninger med små trærammer i ruden? Hvor højt sidder vinduerne – er de fleste i stueplan eller er de fordelt over flere etager? Hvor sidder der ovenlysvinduer? Hvor mange er der, hvor store er de, og hvor højt sidder de?
Det er blot nogle af de afgørende spørgsmål, som en vinduespolerer skal kunne få besvaret, for at kunne afgive et seriøst tilbud på et udbud af vinduespolering. Men gang på gang oplever vi i servicebranchen, at der i udbuddet ikke afsættes den nødvendige tid og mulighed for at besigtige lokationerne. Man famler i blinde på, hvilke ressourcer der skal afsættes til at polere ruderne. Det betyder, at konkurrerende virksomheder konkurrerer på et ikke ensartet og useriøst grundlag, der hverken kan gavne ordregiver eller tilbudsgiver.
Statens udbud er langt fra en ensom svale. Eksemplerne er utallige på offentlige udbud af vinduespolering, hvor man ganske enkelt ikke kan se de bygninger, man skal afgive tilbud på.
LÆS OGSÅ: “Kvalitet afgjorde udbud på vinduespolering”
Alvorlig udfordring for branchen
I Danske Service ser vi med stor alvor på denne udfordring. Den manglende mulighed for besigtigelse betyder, at man ikke kan opmåle opgaven og tilrettelægge den bedste prisstrategi, som der henvises til i vinduespolereroverenskomsten tegnet mellem arbejdsgiverorganisationerne og 3F. Det betyder, at der afgives tilbud med markante forskelle i pris. Konkurrencen bliver skæv, fordi mange seriøse vinduespolerere afstår fra at afgive tilbud, fordi de ikke kan gøre det under de ordnede forhold, der er afstemt i overenskomsten.
Vinduespolererne kan godt byde ind med et bud – eller estimat – men der vil være leverandører, der på samme måde som ordregiver fraviger overenskomsten, og så er man som seriøs virksomhed ude af spillet ved at insistere på ordnede forhold. Det svækker konkurrencen og giver ikke nødvendigvis den bedste service til prisen for skatteborgerne. Slet ikke når vi ser på, hvad der på denne foranledning opstår af annullationer, men det er en anden sag.