Rotter er det skadedyr, danskerne er mest bange for at få besøg af, viser en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Rentokil Skadedyrsbekæmpelse. Men mange har prøvet det. For der anmeldes årligt ca. 170.000 rottebesøg i Danmark.
52 procent af de adspurgte i undersøgelsen har rotter øverst på listen over ubudne gæster i form af skadedyr. Derfra er der langt ned til andenpladsen, som indtages af væggelus med 16 procent, og på tredjepladsen følger kakerlakker med 7 procent.
Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer og teknisk chef i Rentokil Skadedyrsbekæmpelse, forstår godt danskernes frygt for rottebesøg, som han mener er helt velbegrundet.
LÆS OGSÅ: “Resistente væggelus giver branchen nye problemer”
»Det er virkelig ubehageligt af have haft rotter i sit hjem, og der er mange skrækhistorier. Både fordi rotter er store og ulækre og påvirker ens tryghed og sætter sig på psyken, men også fordi rotter er bærere af sygdomme, der i værste fald kan være dødelige, og som de spreder ved at dryppe urin alle vegne,« siger Claus Schultz fra Rentokil.
Disse skadedyr frygter danskerne mest
Rotter: 52%
Væggelus: 16%
Kakerlakker: 7%
Møl: 5%
Myrer: 4%
Andet: 1%
Ved ikke: 16%
Sådan undgår du rotteangreb
Hvis du bor i hus:
- Kig på huset udefra med en rottes øjne. Hvor ville den forsøge at komme ind?
- Gå rundt om huset med en tommestok og kig efter huller. En hul på størrelse med en 2-krone – eller en tommestoks bredde – er nok, til at en rotte kan mase sig igennem.
- Tjek om udluftningsriste sidder løst.
- Har du oplagret en brændestabel, kan det tiltrække rotter og mus.
- Har du et skur i haven, som du opbevarer frugt og grønt eller foder i, så brug spande med låg frem for flamingokasser, som en rotte hurtigt kan gnave sig igennem.
- Hvis du har et foderhus til fuglene i haven, så sørg for afstand til træer og buske.
- Har du mistanke om rottebesøg, så kontakt din kommune. Det er gratis.
Hvis du bor lejlighed:
- Vær opmærksom, hvis du fx bygger badeværelse om. En åben kloak kan give rotter let adgang.
- Sørg for, at der ikke ligger madrester under køkkenvasken.
- Jo højere oppe du bor, des mindre er risikoen. Men en rotte kan godt kravle mange etager op ad faldstammen.
- Hold låget på toilettet lukket.
- Har du mistanke om rottebesøg, så kontakt din kommune. Det er gratis.