DRF sætter fokus på kompetencer og læring

Uddannelse og kompetenceudvikling er centrale begreber, hvis rengøringsbranchen skal klare sig godt i fremtiden. Dansk Rengøringsteknisk Forening sætter derfor fokus på læringsmiljøer på efterårets seminar

De gode læringsmiljøer og –processer er i fokus, når DRF inviterer til efterårsseminar den 9. og 10. oktober. I løbet af de to dage vil der være særligt fokus på en række aspekter inden for uddannelse og kompetenceudvikling i rengøringsbranchen.

Læringsstilekspert Helle Fisker, der er forfatter og master i læreprocesser, vil således introducere begrebet læringsstile, hvor hun gør deltagerne klogere på, hvordan de selv og deres medarbejdere kan få en mere optimal undervisning og instruktion i forskellige sammenhænge i virksomheden.

Dag 1 byder også på en række temaer som ergonomi, materialelære, maskinernes røgt og pleje og rengøringsplanlægning. Deltagerne kan i løbet af seminaret nå at stifte bekendtskab med alle de forskellige emner ligesom der som sædvanlig er mulighed for at besøge den udstilling, som er en del af seminaret.

I den lette afdeling byder dagen på et godt grin, når standup komiker Kasper Gross indtager scenen.

Det gode udbud

Dag 2 er med Per Hjortshøj, M2 konsulenten, som oplægsholder. Han vil følge op på tidligere debatter om bedre udbud med en god historie om, hvordan et godt udbud kan gennemføres til glæde for både ordregiver og de vinduespolerfirmaer, som bød på opgaven.

Seminaret slutter af med besøg på TEC Gladsaxe og TDC’s flotte undervisningsfaciliteter.


Tid.: Onsdag den 9. oktober til torsdag den 10. oktober 2019.

Sted: Glostrup Park Hotel

Pris:

DRF-medlemmer: kr. 5.228

Ikke medlemmer: kr. 6228.

Tilmelding elektronisk på http://www.d-r-f.dk/

Tidsfrist: 25. september.