Tina Trolleys lever af gode relationer og solide løsninger

Imødekommenhed, opfindsomhed og fair priser har gjort nordjyske Tina Trolleys til førende leverandør inden for rengøringsvogne og andet udstyr til servicebranchen

Tekst: Torben Elsig-Pedersen / torben@rentidanmark.dk
Vi vil gerne være den største og vigtigste leverandør af rengøringsvogne herhjemme… Og det er vi også lige ved at tro, vi er, lyder det med nordjysk lune fra Rie og Søren Wedel.

Med nordjysk underspillethed fortæller indehaver Søren Lindy Wedel om sit livsværk som en helt almindelig smedevirksomhed, der kan løse opgaver af enhver art inden for faget. Specialopgaverne omfatter da også alt fra et gelænder til en skole, friturekurve, specielle hotelvogne og dele til sengemiljøer i hospitalssektoren. Søren Wedel og medarbejderne udfordres af både små og store specialopgaver, hvor der skal tænkes lidt over, hvordan opgaven bedst løses.

Men facaden på smedevirksomheden i Storvorde øst for Aalborg gemmer også på en af de førende leverandører af rengøringsvogne, affaldssystemer og andet grej til servicebranchen. Og det er denne del af forretningen, der er årsag til, at virksomheden er flyttet i større lokaler tre gange i de 25 år, hvor Søren og hustruen Rie har stået i spidsen for Tina Trolleys. Jubilæet fejres i disse dage med reception 11. september.

Virksomhedens primære salg til rengøringsbranchen foregår gennem forhandlere, således at Tina Trolleys i dag sidder på en meget stor andel af markedet for rengøringsvogne og affaldssystemer, ligesom sortimentet i stigende grad også afsættes til en række andre brancher inden for hotel, sygehus, kontor, restaurant, pleje- og omsorgssektoren.

Der er sket meget siden Søren Wedel overtog den dengang lille smedevirksomhed for 25 år siden. I dag går en væsentlig del af produktionen til eksportmarkederne Norge, Sverige, Tyskland og England.

Vækst som en gazelle

Kort efter overtagelsen af firmaet rykkede Søren Wedel kraftigt på udviklingen og salget af rengøringsvogne. Men han erkender, at starten ikke lige frem var let

»Jeg er smed, og vidste måske ikke helt, hvad jeg gik ind til. Og det er nok godt, for så havde vi slet ikke været, hvor vi er i dag. Så det at blive selvstændig med en virksomhed, hvor jeg ville satse på materiel og udstyr til rengøringsbranchen, betød, at jeg fik retten til at arbejde dobbelt så meget til næsten ingen løn de første år,« siger Søren Wedel med et glimt i øjet.

Ihærdigheden lønnede sig. I dag er virksomheden en markant leverandør af udstyr til branchen, og succesen er svær at skjule for selv en nordjyde. Målt på de parametre, som Børsen bruger til opgørelse af vækstvirksomheder, har Tina Trolleys de sidste tre år været med i kategorien af ”Gazelle”-virksomheder.

Gode relationer er vigtigt

Alle har drømme, men Rie og Søren har haft en jordnær tilgang til udviklingen af virksomheden.

»Vi kunne godt sidde og drømme om, hvor vi gerne vil hen. Men vi har lige fra starten haft det sådan, at vi skulle vokse med den hastighed, vi kunne. Vi har annonceret lidt, indimellem haft en sælger tilknyttet og så har vi skaffet os gode venner i branchen,« fortæller Rie Wedel om den beskedne opskrift på at skabe en virksomhed med succes, der også klarede sig godt under finanskrisen. Fordi produkterne både var nødvendige og vellidte, og fordi relationerne til forhandlere og kunder var på plads.

»Vi er nordjyder, vi har ikke storhedsvanvid,« føjer Søren Wedel til, og fortæller også om, at en solid forretning handler om at behandle alle ens.

» Vi vil gerne handle med alle, ikke kun de store. Derfor har vi mange kunder i stedet for få meget store kunder. Og så har vi rigtig mange samarbejdspartnere og ingen konkurrenter,« siger Søren Wedel.

Sagde nej tak

Et fast princip er ikke at gøre forskel på kunderne. For der er ikke nogle kunder, som er bedre end andre.

Det princip voldte dog lidt hovedbrud de første år. Virksomheden var ung, og Søren Wedel havde brug for omsætning. Men da han af en indkøber for en stor kunde blev presset for meget på prisen, sagde han nej tak til en ordre på 550 transportvogne. Det var ellers en stor forretningsmulighed.

»Jeg kunne godt have brugt den omsætning. Vi havde næsten lige startet virksomheden. Men jeg holdt fast i mit princip om, at for at levere kvalitet skal vi have vores udgifter til løn og produktion dækket, og vi skal ikke gå på kompromis. Samtidig har vi sat nogle fair priser,« fortæller Søren Wedel. »Det handler ikke om blot at producere for en hver pris, det skal også hænge sammen.«

Principper skaber respekt. Enden på historien om den mistede ordre blev dog også, at direktøren for den pågældende virksomhed selv vendte tilbage nogle måneder senere og bad om et møde. Siden har de haft et godt samarbejde.

Udvikling sammen med kunderne

En del af succesen skyldes opfinderånden på smedjeværkstedet i Storvorde. For her sætter Søren og de andre medarbejdere en ære i at skabe løsninger, der virker for kunderne. Derfor tager forhandlerne også ofte deres kunder med på besøg i produktionen.

»Det er afgørende for os, at vi får den dialog med kunderne, hvor de kan fortælle os om deres udfordringer og behov for løsninger. Vi kan ikke sidde her og tænke os til, hvad de mangler på et hotel i Skagen. Vi har brug for dialogen,« siger Rie Wedel.

Stort set hver eneste uge, er der kunder på besøg i værkstedet, hvor de fortæller om deres ønsker til produkterne. Det er med til at udvikle produktsortimentet, som er skruet sådan sammen, at der i forvejen er mange anvendelsesmuligheder.

»Når vi har kunder med her for at kigge på nye rengøringsvogne, så kan de naturligvis se vores vogne og det faste sortiment. Men der er så mange muligheder for at kombinere tingene, at vi siger, de skal tænke, som hvis det var Lego. Man kan sætte det sammen på et utal af måder, så det kommer til at passe både til den enkelte medarbejder og til præcis de opgaver, der skal løses,« fortæller Søren Wedel, der selv går forrest i udviklingen af produkterne, men også bruger en væsentlig del af sin tid på salgsopgaven og dialog med kunderne.

Familievirksomhed: Rie og Søren Wedels datter, Sacha, er i dag også med i virksomheden, hvor hun klarer en række opgaver i administrationen. Ries bror, som i øvrigt også hedder Søren, er beskæftiget med salg og er lageransvarlig. Tidligere var Rie og Sørens søn også med på holdet, og blev således udlært smed fra Tina Trolleys.

Service, service, service

Tina Trolleys er tydeligvis en produktionsvirksomhed, men for indehaverne er det mindst ligeså vigtigt at være en servicevirksomhed.

»Jeg giver kunderne den hjælp, jeg kan, og det behøver ikke koste noget at få del i vores viden og erfaring. Hvis man åbner sig og deler ud af sin viden, så skaber det gode relationer og gode løsninger, og det kommer alle parter til gode i det lange løb. Derfor er mine kodeord service, service, service,« siger Søren Wedel.

Recycling er ledetråd

De seneste år har Tina Trolleys kastet sig over flere, nye brancher. For to år siden blev sortimentet udvidet med en række affaldssystemer, hvor der også er fokus på sortering.

Det er et område i kolossal vækst, så allerede i dag står dette område for 30 procent af virksomhedens omsætning.

»Det er klart, at der er kommet et meget større fokus på miljø og affaldssortering, og her har vi udviklet en række løsninger i et design, som passer ind mange steder. Vi har en stor vækst på det område,« understreger Søren Wedel.

Men også i virksomhedens egen produktion er der et fokus på miljøet. Recycling er tænkt ind i produktionen i alle produkter.

»Det er jo også et godt jysk princip, at man ikke behøver smide noget væk. Nu er det så tilmed blevet moderne, for alle har efterhånden det fokus,« siger Søren Wedel.

Så når der produceres rengøringsvogne eller affaldssystemer, så sker det i nogen grad med råmaterialer som er genanvendt og alle produkter kan efter mange års brug atter indgå i kredsløbet af genanvendelige materialer.

»Vi oplever, at der er et nyt og stærkt fokus på miljø og at det er et klart parameter, når der købes ind til både stat, regioner og kommunerne, men de private virksomheder har efterhånden også de samme krav,« siger Søren Wedel.

Den rigtige arbejdsstilling

På lignende vis har ergonomi været en ledetråd i udviklingen af rengøringsvognene i mange år. Når en rengøringsassistent skal bruge sin vogn dag ud og dag ind, skal arbejdsmiljøet været i top.

»Vi bruger en del tid på at tænke ergonomi ind i løsningen, for vi ønsker ikke at sætte en produktion i gang, som ikke er i orden i forhold til, at medarbejderne skal have gode arbejdsstillinger,« siger Søren Wedel om udviklingen af vognene som bruges til rengøring i alle typer f virksomheder. Nogle af de store vogne til for eksempel hoteller er motoriserede, da de ofte er lastet med op til cirka 170 kilo med sengelinned, minibar, håndklæder mv.

Et andet parameter er designet, som der stilles stigende krav til, da megen rengøring efterhånden foregår synligt i dagtimerne, hvor kunder og øvrige medarbejdere er tilstede. Derfor spiller også æstetik i stigende grad en afgørende faktor, forklarer Rie og Søren Wedel.

www.tina-trolleys.dk