Håndtaget ud fra herretoilettet kan være fire gange så beskidt som et toiletbræt, viser ny undersøgelse.
Det kan virke meningsløst at vaske hænder, hvis man på vej ud af toiletområdet er tvunget til at gribe fat om et ulækkert dørhåndtag for at åbne døren. Og den er god nok: Håndtaget kan være en beskidt omgang, særligt på herretoilettet, viser en ny undersøgelse fra hygiejnevirksomheden Initial.
”Det sidste nødvendige touchpoint på toilettet er ofte et dørhåndtag ved udgangen. Det er problematisk, at håndtagene er så beskidte, for det betyder, at selv om man tilhører den gruppe, der vasker og tørrer sine hænder efter bedste evne, risikerer man at blive udsat for bakterier og sygdom på vej ud,” siger biolog fra Initial Maria Brix Balle.
Herretoilettet: Flere bakterier på håndtaget end på toiletbrættet
Særligt håndtaget ud af herretoilettet myldrer af bakterier. I gennemsnit viste de testede dørhåndtag hos mændene et niveau på 1.085 units målt med en ATP-test, der måler antallet af mikroorganismer (organisk materiale) på en overflade. En overflade bestegnes som beskidt, hvis den indeholder over 500 units. Et toiletbræt har typisk i omegnen af 200 units, viser tidligere undersøgelser fra Initial. Håndtagene fra kvindetoilettet blev i gennemsnit målt til 188 units.
Undersøgelsen er fra England, men intet tyder ifølge Maria Brix Balle på, at forholdene skulle være væsentligt anderledes i Danmark.
“Det er en global udfordring, at for få vasker hænder – særligt for mændene. Mange sjusker med håndvasken og får kun skyllet hænderne. Det kan næsten være ligegyldigt. Der skal både vand, sæbe og omhyggelig vask til at fjerne bakterierne. Der er også mange, der simpelthen kun vasker hænder, hvis andre kigger på. Men det går jo rent faktisk ud over en masse andre, når man springer håndvasken over eller sjusker med den”, siger biolog fra Initial Maria Brix Balle.
Undersøgelsen er foretaget med en ATP-test (undersøgelse foretaget på 24 dørhåndtag -12 på herretoilettet og 12 på kvindetoilettet- i en kontorbygning i det centrale London) der måler antallet af mikroorganismer på en overflade. Når man måler renheden på en overflade med en ATP-test, kan overfladen betragtes som ren, hvis antallet af units er mindre end 200. Er antallet mellem 200 og 500, er renheden middelmådig., mens den kategoriseres som beskidt hvis den er over 500.
Sådan vasker du hænderne ordenligt
- Gør hænderne våde, inden du kommer sæbe på
- Vask omhyggeligt hænderne, også ved tommelfingrene, mellem fingrene, på håndryggen, ved fingerspidserne og ved håndroden.
- Brug rigelig vand og sæbe.
- Tør hænderne ordenligt. Er du på et offentligt toilet, så brug så vidt muligt servietter, helst fra en no-touch dispenser.
Det kan du gøre, hvis du møder et ulækkert håndtag på toilettet.
- Brug en papirserviet, så du undgår direkte kontakt.
- Tryk håndtaget ned med ærmet.
- Afvent at andre kommer ind på toilettet og grib døren med foden, så du kan slippe ud