Flere og flere danskere supplerer den klassiske gulvstøvsuger med ledningsfri og håndholdte modeller. Det får os til at ændre vores rengøringsvaner til det bedre
De færreste støvsuger af lyst, men ikke desto mindre så skal det gøres, og gerne gøres ofte. Miljøstyrelsen anbefaler som minimum en ugentlig støvsugning, men en undersøgelse fra Boligejernes Videnscenter, Bolius, viser at flere end hver femte dansker kun støvsuger hver 14. dag eller mindre.
Særligt i det kolde halvår, hvor vinduer og døre er tæt lukket det meste af døgnet, er der risiko for, at støvet på gulvet indeholder farlige partikler og kemikalier. Det fortæller professor i indeklima ved Aalborg Universitet, Lars Gunnarsen:
– De farligste partikler er dem, der er små, eller dem, som indeholder problematiske kemikalier som flammehæmmere fra elektronik, blødgørere fra fuger, ledninger og gulvbelægning eller pesticider og konserveringsmidler fra overfladematerialer og udefra. Hvis der ikke luftes ud, så er der en risiko, for at koncentrationen af de problematiske kemikalier bliver høj og at de i særlig grad binder sig til det almindelige overfladestøv.
– Det gør det på den ene side let at støvsuge og komme af med kemikalierne, men det gør samtidigt også støvet langt farligere, jo længere tid det ligger og akkumulerer et miskmask af giftige og hormonforstyrrende stoffer.
Foruden de farlige stoffer som klæber til støvet, så består støvet i sig selv af blandt andet hudskæl, papirstøv, pollen og fnuller fra beklædning og møbler. Og selv uden de giftige og hormonforstyrrende stoffer kan indelukket og støvfyldt luft udløse irritation i øjne, næse og luftveje.
Stangstøvsugeren fortjener nu en plads i rengøringsarsenalet
En måde at komme det farlige indeklima til livs er regelmæssige støvsugninger. Og noget tyder på, at et skift i danskernes rengøringsvaner mod de sundere og oftere lynstøvsugninger, er på vej.
Hos Støvsugerbanden har de over det seneste år oplevet en markant stigning i efterspørgslen på de ledningsfri hånd- og stangstøvsuger, som et supplement til den velkendte gulvstøvsuger. De ny trådløse modeller er med til at gøre den hurtige støvsugning til en overkommelig opgave i det daglige, så gulvstøvsugeren kan forbeholdes den helt store tur. Det fortæller Nicole Kiel Broch, administrerende direktør og tredje generation i virksomheden Støvsugerbanden.
– Støvsugning og rengøring er både vigtigt for vores sundhed, men samtidigt også drønkedeligt i det daglige. Derfor skal der dels nogle faste rutiner til, og så skal det være nemt. Det er her vi oplever, at håndstøvsugeren kommer ind i billedet, siger hun og uddyber:
– Der var engang, hvor håndstøvsugeren simpelthen ikke var pengene eller indsatsen værd, men der har industrien virkelig rykket sig til det bedre, så enhederne i dag både er praktiske i størrelse, effekt og batterilevetid. Særligt mindre hjem og lejligheder kan nu nøjes med en hånd- eller stangstøvsuger i det daglige, og så gemme den traditionelle gulvstøvsuger til hovedrengøringen. For det er bare lettere at tage sig sammen til at svinge en trådløs stang på et par kilo et par gange i ugen i stedet for at trække den gamle kasse rundt i hele huset hver gang, siger Nicole Kiel Broch.