Lysglimt i coronatider: Coronakrisen har givet fremgang for rengøringsbranchen
På trods af to massive nedlukninger har servicevirksomheder kæmpet for at tænke nyt og løse en kritisk, men tidligere overset samfundsopgave; at der er rent, når vi går på arbejde. Arbejdspladser og virksomheder har nu fået øjnene op for, at korrekt udført rengøring og høj hygiejne er fundamentalt for, at medarbejdere kan møde trygt på arbejde, og at kunder sikkert kan handle deres varer hos den lokale købmand.
Det understøtter dugfriske nøgletal fra Danmarks statistik. Servicebranchens nøgletal viser, at der igen er fremgang i rengøringsbranchen. Ser man på kvartalsomsætningen, er der til og med 3. kvartal 2020 sket en stigning på 1,3 pct. i rengøringsbranchen, når der sammenlignes med samme kvartal sidste år. Sammenligner man rengøringsbranchen med hele det danske erhvervsliv, så adskiller rengøringsbranchen sig positivt. I det samlede danske erhvervsliv er der i samme periode sket et fald på 0,6 pct.
Hos Danske Service, der er en brancheorganisation for servicevirksomheder inden for bl.a. rengøring, vinduespolering og ejendomsservice, hører de fra medlemmerne, at kunderne i vid udstrækning ønsker øget rengøring og gerne køber tillægsydelser for ekstra grundighed og højere frekvens:
»Vi står i en historisk sundhedskrise, og sjældent har det været vigtigere at holde den gode hygiejne ved lige. Vores medlemmer har knoklet under nedlukningen i 2020, og vi oplever, at der er stor efterspørgsel på deres ydelser og arbejdskraft. Og i Danske Service opfordrer vi samtidigt til, at kunderne vælger en organiseret leverandør, når de køber rengøringsydelser. Vores medlemmer står for kvalitet og ordnede forhold, og de har faglighed og viden inden for rengøringsfaget, hvilket netop er vigtigt for at kunne holde corona i skak,« siger Danielle Hansen, formand i Danske Service.
Vækst i antal ansatte
Væksten i rengøringsbranchen i corona-året 2020 afspejles også positivt, når der ses på udviklingen i antal ansatte årsværk i branchen. Ser man alene på udviklingen siden 2. kvartal 2020 til 3. kvartal samme år, er der sket en stigning på over 1000 årsværk.
Der er fortsat flest antal årsværk indenfor kombinerede rengøringsydelser, men anden rengøring af bygninger og rengøring af erhvervslokaler står for den største vækst fra 2. til 3. kvartal i 2020. Ifølge formanden for Danske Service, Danielle Hansen, er væksten ikke overraskende, men det fremhæver betydningen af god hygiejne:
»Den positive vækst inden for rengøring i særligt bygninger og erhvervslokaler kommer ikke bag på os. Mange virksomheder har knoklet for at holde deres arbejdsplads og ansatte i gang, og vi oplever, at mange medlemmer har fundet gode og alternative løsninger i dialog med kunderne. Nøgletallene skal dog tages med forbehold, da vi ikke tør spå om fremtiden. Men vi håber dog på, at kunderne vil fortsætte med at prioritere rengøring og hygiejne, da 2020 har understreget vigtigheden af, at der er rent, når vi går på arbejde, når vi sender børnene i institution, og når vi samles i privaten,« siger Danielle Hansen.
VIP fandt ny niche
For rengøringsfirmaet VIP Service har den globale pandemi været startskuddet til at adskille sig inden for området. Efterspørgslen på rengøring har ført til nye muligheder og udvidelse af firmaet inden for nye nichebeskæftigelser. Nu er en vigtig gren af firmaets ydelser således at holde indkøbskurve og vogne rene i supermarkeder:
»Kunderne har indset, at hvis forretninger skal holdes i gang, så er det kritisk, at der er gjort ordentligt rent, og at hygiejnen er i top. Vi har viden om, hvordan rengøringen udføres korrekt, hvor tit og hvilke tiltag der skal til for at sikre, at det er trygt og sikkert at holde åbent. Derfor er vi glade for, at flere af vores kunder har taget dialogen med os og indset, at rengøring af kurve og vogne i butikkerne er et ”big must”,« siger ejer Brian Johansen.
Dagligvarebutikker og supermarkeder har under cornapandemien indset, at de har været nødt til at skalere op i rengøringsindsatsen for at hindre spredningen af corona. Derfor har VIP Service oplevet en massiv vækst med en øget omsætning på 350 procent i forhold til 2019. Og efterspørgslen inden for nicherengøring som kurve og indkøbsvogne siden marts 2020, er enorm:
»Der er sket et kæmpe boom og vækst i vores lille firma. Vi har aldrig haft så travlt før, da rengøring og bakteriebekæmpelse hidtil har været overset og nedprioriteret hos kunderne. Men nu sker der virkelig noget, og det er jo positivt for os i rengøringsbranchen. Vi har knoklet, kæmpet og tænkt nyt, og det har betalt sig,« siger Brian Johansen og fortsætter:
»Vi har altid foretaget en såkaldt RLU-test, der viser, hvor rene kurve og vogne er efter endt vask. Da pandemien begyndte, lavede vi ekstra aftaler med kunderne om, at vi sprayer med bakteriedræbende middel. Det har Dagrofa bl.a. benyttet sig af, og det har medført, at vi har udvidet både vores medarbejder- og kundekreds. Det gør mig stolt og glad som servicevirksomhed, og jeg håber, at kunderne holder ved, og fortsat vil prioritere rengøring og hygiejne også fremadrettet,« afslutter Brian Johansen.