»Ikke et eneste hospital eller plejehjem kunne fungere, hvis ikke der havde været en rengøringsassistent først.«
Sådan siger Jytte Hansen, der er formand for Dansk Rengøringsteknisk Forening og leder af ServiceTeam i Nyborg Kommune.
Hun pointerer, at ingen kan gå på arbejde, hvis ikke der er gjort rent.
Derfor er hun også lidt ked af, at der ikke har været endnu mere offentlig fokus på rengøringspersonalets betydning under coronakrisen.
»Vi hører hele tiden politikere og journalister nævne plejepersonale og sygeplejersker som dem, der gør en forskel under coronakrisen. Jeg synes, man glemmer rengøringsassistenterne. De burde nævnes først, for intet andet kan fungere, hvis der ikke har været en rengøringsassistent forbi først.«
Jytte Hansen havde gerne set endnu mere fokus på rengøringsbranchen under coronakrisen.
»Medarbejderne i vores branche er en smule glemt i den aktuelle debat. Men vi er en af de få afdelinger som absolut ikke lukker ned. Jeg vil bare sige, at mit personale her i kommunen er så seje. De går på arbejde hver dag og sørger for at samfundet kan fungere.«
Ansat ekstra personale
I ServiceTeamet i Nyborg har Jytte Hansen ansat flere nye medarbejdere til de nye ekstra opgaver med corona-rengøringen.
»Det har været en stor opgave hele tiden at omstille rengøringen, men vi har været heldige at kunne rekruttere medarbejdere fra brancher, som har været lukket,« siger Jytte Hansen og hentyder til de store hoteller i Nyborg.
»Det er godt for både os og de medarbejdere, vi har ansat. Vi kan løse vores opgave og medarbejderne har fået ny beskæftigelse hos os. Vi ved ikke hvor længe vi har ekstra opgaver med rengøring i det kommunale team, så nogle af medarbejderne vil nok vende tilbage til hotelbranchen, når den åbner igen. Men vi har også rekrutteret nogle til fastansættelse fra hotelbranchen, når job er blevet ledige.«