Branchen vil lære medarbejderne at tale dansk

Landets største servicevirksomheder går sammen i et nyt branchesamarbejde, der skal sikre, at flere i branchen lærer at tale dansk. Et vigtigt fælles skridt mod bedre integration og trivsel i en branche, hvor mere end hver tredje medarbejder er af anden etnisk baggrund end dansk

Indvandrere fylder mere i servicebranchen end nogensinde før, viser tal fra Danmarks Statistik. Faktisk har mere end hver tredje servicemedarbejder en anden etnisk baggrund end dansk. Et fælles mål og ønske om kvalificeret arbejdskraft får nu landets største servicevirksomheder til at gå sammen om at sikre, at flere medarbejdere lærer at tale dansk. AOF står for undervisningen og for alt det administrative. Forløbene åbnes nu op for alle SBAs medlemmer.

Projektet er igangsat af Servicebranchens Arbejdsgiverforening (SBA) og AOF. Med ombord er Forenede Service, Coor, Compas Group, Alliance+ og ISS, og den konstellation giver mening, mener HR-chef i Forenede Service, Kenny Vermehren Dahl.

»At vi på brancheplan går sammen med et fælles mål om, at flere skal lære dansk, er både rigtigt og vigtigt. Vi er i en branche, hvor medarbejderne løbende vil skifte til konkurrenten i forbindelse med virksomhedsoverdragelser og nye kontakter, og derfor har vi en fælles interesse i at sikre, at skaren af medarbejdere er kvalificerede – både i forhold til dansksprogligheden og den generelle trivsel og integration, som følger med,« siger han.

Danskkundskaber øger trivslen

Formanden for SBA (Servicebranchens Arbejdsgiverforening) glæder sig over at de største virksomheder i branchen bakker op op initiativet:

»Danskkundskaber øger trivslen på en arbejdsplads for den enkelte. Samtidig er det en stigende nødvendighed i forhold til den teknologiske udvikling og øgede krav til kvalitet hos vores kunder,« siger Lotte Hjortlund Andersen, der foruden sin formandspost er direktør for people and culture i ISS.

Gevinst for medarbejderne

Også medarbejderne får en stor gevinst ud af virksomhedernes fokus på danskkundskaber. Ulla Amtoft, HR-direktør i Coor, bemærker, hvordan netop medarbejderes trivsel har positiv effekt på den arbejdsmæssige kvalitet medarbejderne kan levere:

»Vi får meget gladere medarbejdere, som trives bedre i deres job, fordi de ikke er usikre på om de er dygtige nok eller om de kan udføre jobbet. Det gør, at de leverer en rigtig god kvalitet og et godt stykke arbejde. På den måde får vi også meget tilfredse kunder, når vi leverer det, vi er bestilt til,« siger Ulla Amtoft.

Forenede Service har gennem snart fire år arbejdet målrettet med opkvalificering af de ansatte. Det kræver et stort administrativt arbejde.

»Med branchesamarbejdet og støtte fra AOF bliver det meget mere lettilgængeligt at få medarbejderne afsted på skolebænken. Fremover får vi støtte til langt det meste af den administration, der ligger bag ønsket om at højne dansksprogligheden blandt de ansatte, så vi i stedet kan fokusere indsatsen og øge andelen af ansatte, der kommer på danskkursus,« siger Kenny Vermehren Dahl.

Du kan se meget mere om initiativet her, hvor der også er oplysninger om, hvordan din virksomhed kommer med:

https://www.danskindustri.dk/medlemsforeninger/sba/om-sba/ny-undervisning/

BEMÆRK: Siden 15. marts, hvor denne artikel blev publiceret første gang, er der sket den ændring, at Lotte Hjortlund Andersen ikke længere er formand for SBA. Lotte har fået nyt job udenfor SBAs medlemskreds og fra 24. marts er det Zanne Burøe, adm. direktør i Compass Group Danmark A/S, der er formand for SBA.