Gæster bruger dobbelt så mange penge, hvis der er gjort ordentligt rent på restauranten
Ligger der nullermænd i hjørnerne? Bliver bordene ikke tørret grundigt af? Og bliver spritdispenserne ikke altid fyldt op? I givet fald skal man se at komme i gang med at få styr på hygiejnen – hvis man altså driver en restaurant eller café.
En amerikansk undersøgelse fra konsulenthuset Simon-Kucher & Partners viser nemlig, at gæster på restauranter, barer og caféer er klar til at bruge dobbelt så mange penge på de steder, hvor der er en høj rengørings- og hygiejnestandard, end på steder, hvor man har en mere tilbagelænet tilgang til, hvor rent og hygiejnisk der skal være.
Undersøgelsen afdækker, at restaurationsgæsterne har ændret fokus ved valg af spisested som følge af covid-19-pandemien. Faktorer som renlighed og infektionsforebyggelse er rykket højere op på listen over kriterier, som forbrugerne lægger vægt på, når de vælger, hvor de skal spise. Faktisk er kun madens kvalitet og smag rangeret højere.
Måltidets pris er dalet helt ned på 10. pladsen på listen over kriterier og ses nu som mindre vigtig end ventetid, behagelige omgivelser, de ansattes attitude og en eventuel tidligere god oplevelse på stedet.
“Det har altid været vigtigt, at der er rent og pænt på restauranter, men en høj hygiejnestandard med gode muligheder for afspritning og håndvask er nu blevet helt central for gæsterne pga. covid-19-pandemien. Og det er helt afgørende, at man aktivt fortæller sine gæster, hvilke smitteforebyggende tiltag man benytter på restauranten. Samtidig indikerer faldet i prisernes betydning, at der er potentiale for, at den hårdt pressede restaurationsbranche godt kan sætte priserne noget op,” siger partner Nicolai Broby Eckert fra Simon-Kucher & Partners.
Undersøgelsen ”New normal for restaurants” er gennemført blandt 600 forbrugere i USA. Ifølge Nicolai Broby Eckert er der intet, der tyder på, at forbrugernes prioriteringer er væsentligt anderledes i Danmark.