Corona-krisen har for mange budt på en ny og anderledes hverdag. I rengøringsbranchen har den globale epidemi betydet flere opgaver og andre typer udfordringer. Formanden for brancheorganisationen Danske Service, Danielle Hansen, er stolt over det ansvar, branchen har påtaget sig
»De fortjener et klap på skulderen.« Sådan begynder Danielle Hansen, når hun bliver spurgt, hvad hun allerhelst vil fortælle medlemmerne af Danske Service, der bl.a. omfatter rengøringsvirksomheder, vinduespolerer og ejendomsservice.
Imens mange virksomheder desværre har været nødt til at søge kompensationsordninger og lukke midlertidigt ned, har rengøringsbranchen generelt oplevet fremgang i andet halvår af 2020. Det er der en simpel forklaring på ifølge Danielle Hansen:
»Covid-19 har blotlagt en række af de mest kritiske funktioner, vi har. Her er rengøringsbranchen en af dem, da høj hygiejne og korrekt udført rengøring er fundamentalt for at holde vira i skak. Vi er de første, der møder ind og de sidste, der går – også under en pandemi. Vi er med til at skabe tryghed, og at det er sikkert at møde på arbejde eller sende børnene i institution. Det synes jeg godt, vi må anerkende os selv for,« siger hun.
De usynlige helte
Sundhedspersonalet har med god grund været portrætteret som pandemiens helte. Det er Danielle Hansen ikke uenig i og fremhæver, at særligt servicebranchen været en formidabel medspiller i kampen mod corona:
»Hverdagens helte er ikke altid synlige. Det gode samarbejde mellem offentlige og private aktører under pandemien vidner om en stor vilje til at hjælpes ad. På tværs af fagligheder løfter vi det ansvar, der følger med, når vi står midt i en historisk sundhedskrise,« fortsætter Danielle Hansen, formand for Danske Service.
Når Danske Service taler med medlemmerne, fremhæver de også, at særligt erhvervskunderne og de offentlige institutioner efterspørger en højere frekvens af rengøring og ekstra ydelser for at mindske smitten. Det er ikke overraskende påpeger Danielle Hansen, da efterspørgslen taler sit eget sprog:
»Det siger noget om, hvor afhængige vi som samfund er af en branche, der ikke altid er til at få øje på. Vi møder ofte ind før almindelig arbejdstid, og mange forventer, at ’der selvfølgelig er rent’ på f.eks. sygehuse, i opgange, børnehaver og vuggestuer, kontorbygninger og supermarkeder,« siger Danielle Hansen.
Hun understreger samtidig, at samarbejdet mellem rengøringsbranchen og de offentlige institutioner i denne tid afslører et fortræffeligt stykke arbejde fra begge sider:
»Jeg synes, at vi skal være stolte over den indsats, vores frontlinjepersonale udfører, og som har ligget vandret siden pandemien startede. Det samme gælder vores medlemmer, der fra begyndelsen har udvist ansvar, mod og omstillingsparathed,« lyder det fra Danielle Hansen.
Is i maven
Til spørgsmålet om, hvordan rengøringsbranchen har udvist ansvar og omstillingsparathed, svarer formanden for Danske Service, at det handler om, at branchen over en bred kam har grebet arbejdet anderledes an:
»Alt lige fra selvstændige erhvervsdrivende til mellemstore virksomheder har taget dialogen og ændret deres tilbud til kunderne, f.eks. nye tillægsydelser og fleksible kontrakter under nedlukningen,« nævner Danielle Hansen som eksempler på rengøringsbranchens omstilling.
»Det kræver is i maven at påtage sig det samfundsansvar, når man har i baghovedet, at kundeporteføljen kan risikere at lægge personalet og virksomheden ned med corona, men fortsat vælger at klø på. Ikke blot for vores egen skyld, men for, at vi kan have et samfund, der fortsat fungerer på et vist niveau. I min optik er det udtryk for ægte samfundssind, og derfor er jeg selvfølgelig meget stolt af foreningens medlemmer,« afslutter Danielle Hansen.