Hundene logrede – Deres hjem stod funklende rent!

Hundene logrede, og personalet kunne næsten ikke tro det var sandt, da de vendte hjem til Dyreværnet. Deres hjem og arbejdsplads stod funklende rent!

Lige rundt om hjørnet fra Dyreværnet i Rødovre, bor den danske afdeling af Kärcher, en af verdens førende virksomheder indenfor rengøringsløsninger. Og på den sidste fredag i maj, havde flere end 30 Kärcher medarbejdere taget fri fra deres almindelige arbejde, for frivilligt, at gøre hovedrent hos Dyreværnet både ude og inde.

Handling bag ordene ’vores sociale ansvar’

”Vi er utrolig glade og stolte over, at kunne hjælpe dyrene og Dyreværnet, ved at stille vores ekspertise til rådighed. Faktisk er vi jo næsten naboer til hinanden i Rødovre, hvor vi i Kärcher Danmark for lidt over et år siden flyttede i nye lokaler på Islevdalvej, hvor Dyreværnet bor lige om hjørnet”, fortæller Lars Bøgely, Adm. Direktør i Kärcher Danmark og fortsætter.

”Kärcher er en virksomhed, der verden over er kendt for at sætte handling bag ordene ’vores sociale ansvar’. Ikke kun i Danmark, men verden over, er Kärcher involveret gennem finansiering til organisationer, der agiterer for naturen, kulturen og samfundet, og ved at udføre gratis rensningsprojekter af historiske monumenter og bygninger, samt hos non-profit organisationer som Dyreværnet.”

SE VIDEO FRA DAGEN:

https://www.linkedin.com/company/kaercherdanmark/posts/?feedView=videos

Fredag d. 28. maj havde Dyreværnet og Kärcher sammen døbt Dyrenes Luksusdag. Tidligt på dagen drog de mange hunde, der til dagligt bor hos Dyreværnet, sammen med Dyreværnets personale, på en ekstra lang lufte-tur. Mens dyrene boltrede sig på udflugt, rykkede Kärcher Danmarks rengøringseksperter ind hos Dyreværnet, for at gøre rent ind- og udvendigt, der hvor dyrene bor, i klinikken og andre arealer.

Lidt som at få et nyt hjem til dyrene og os selv

”Hvem vil ikke gerne vende hjem til et funklende rent hjem?”, udtaler Rikke Christensen-Lee Direktør i Dyreværnet, med et stort smil og fortsætter.

”Det er helt unikt, det som Kärcher har hjulpet os med hos Dyreværnet, og har på alle måder været en god oplevelse for dyrene og os der arbejder på dyreinternatet. Men også en stor logistik opgave, at vi sådan på samme tid, skulle flytte alle dyr udenfor deres hjem i Rødovre. Følelsen er vel lidt som at have fået et nyt hjem, både til dyrene og til os, der til dagligt arbejder hos Dyreværnet.

Vi er meget taknemmelige for, at Kärcher Danmark vil hjælpe os med at skabe endnu bedre vilkår for de mange dyr, der skal bo i internatet eller på besøg i vores klinik i Rødovre. Hygiejne er altid højt prioriteret hos os, men muligheden for, at få alle arealer, inde og ude, gjort rent samt få ekspertrådgivning og udstyr stillet til rådighed, er helt unikt.”

Flere end 30 frivillige, samt store og små Kärcher maskiner i arbejde på dagen

På dagen deltog personale på tværs af hele Kärcher Danmark organisation. Sælgere, teknikere, servicemedarbejdere, forhandlere  og administrationen, havde frivilligt tilmeldt sig dagen og fået fri fra deres almindelige arbejdsopgaver, for at kunne hjælpe til hos Dyreværnet. Kärchers eksperter havde været på besøg hos Dyreværnet, og planlagt dagen ned til mindste detalje. Så med de mange frivillige delt i teams, servicevognen pakket med de til bedst egnede maskiner og rengøringsprodukter, gik dagen helt som den skulle.

Dyreværnet har en vision om, at alle kæledyr i Danmark skal have et godt hjem. Vi har tre fokusområder, hvor vi hjælper dyrene, ude i hjemmene via vores udrykningstjeneste, vi hjælper dyrene ude i marken via vores frynseklinik, som er den mobile dyreklinik. Så hjælper vi dyr hvor det bedste for dem er, at finde et nyt hjem via vores internat på Sjælland og i Jylland, samt rådgiver alle kæledyrsejere via vores sociale medier og hjemmeside, med gode råd til hvordan man kan passe godt på sit dyr derhjemme. Læs mere om Dyreværnet på https://dyrevaernet.dk/.

Kärcher er verdensledende indenfor rengøringsløsninger. Med fokus på effektivitet, lønsomhed, ergonomi og miljøhensyn, markedsfører og distribuerer vi maskiner til både det professionelle og private marked. Kärcher koncernen har hovedsæde i Tyskland, 10.500 ansatte og en omsætning på cirka 2 mia. euro. Læs mere om Kärchers sociale engagement på https://www.kaercher.com/dk/om-kaercher/baeredygtighed/vores-sociale-engagement.html.