Forskning peger på, at rengøringsassistenter risikerer at udvikle luftvejslidelser ved brug af sprayprodukter, viser forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Indånding af sprayprodukter til at rengøre og desinficere overflader kan muligvis føre til udvikling af bl.a. astma. Forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) gør på et temamøde 29. november status over problemets omfang i Danmark og præsenterer ny viden om sprayprodukternes skadelige virkning og graden af eksponering.
Sprayprodukter, som anvendes til at rengøre og desinficere overflader, kan muligvis medføre alvorlige luftvejslidelser som blandt andet astma, hvis rengøringsassistenter indånder dem i arbejdsmiljøet. Det viser resultaterne fra flere store internationale undersøgelser.
Meget tyder på, at det er de stærke syrer, baser og kvaternære ammoniumforbindelser i desinfektionsmidler, der kan medføre luftvejslidelser, hvis man bliver udsat for dem i arbejdsmiljøet gennem en længere årrække. Ud over at få mere præcis viden om dette, mangler der forskningsbaseret viden om, hvor store koncentrationer af de skadelige stoffer, som medarbejderne bliver eksponeret for i arbejdsmiljøet.
Forskere fra NFA vil på temamødet bl.a. præsentere ny viden fra projektet, som har undersøgt indholdsstoffers giftighed og forekomsten af astma blandt rengøringsmedarbejdere i Danmark. Formålet har været at belyse, hvordan man kan undgå astma som følge af rengøringsarbejde.