Folk bliver overraskede, når de hører, hvad jeg egentlig laver, siger Frederik Bonniksen.
Hver morgen når Frederik Bonniksen møder på arbejde skal han som det første finde ud af, hvor mange patienter, der er på pandemiafsnittet på regionshospital Vendsyssel i Hjørring. For det afhænger af hvordan han skal gribe arbejdsdagen an.
Foruden rengøring på pandemistuerne følger en række opgaver omkring fødevarehåndtering, anretning og servering af mad. Og spisetiderne skal overholdes, så det er opgaver, som Frederik Bonniksen må lægge ind imellem rengøringsopgaverne.
Han blev uddannet som virksomhedsservice assistent i august sidste år og har siden haft job på regionshospitalet, hvor et væsentligt element også er den daglige kontakt med både patienter og det øvrige plejepersonale.
»Jeg elsker det. Min hverdag er forskellig hver dag. Mange jobs kan hurtigt blive lidt for ensformige, men den fornemmelse har jeg slet ikke her. Og det handler nok om de forskellige opgaver og at der hele tiden er nye patienter, man også skal forholde sig til.«
Bedstemødre som rollemodeller
Det var faktisk lidt af et tilfælde, at Frederik Bonniksen kastede sig ud i at tage rengøringsassistent uddannelse og senere overbygningen som serviceassistent. Han var egentlig begyndt på sosu-uddannelsen.
»Men det var ikke lige mig. Begge mine bedstemødre arbejder med rengøring, og jeg kom til at tænke på om det mon også kunne være noget for mig. For faget rummer meget spændende stof lige fra det praktiske arbejde til viden om ergonomi og kemi. Nogle siger godt nok, at alle kan gøre rent, men det er nogle af de fordomme, vi skal til livs. Jeg tror, det er ganske nødvendigt, at der også er en faglighed bag, når man gør rent. Især her på et sygehus kræver det stor viden om hygiejne.«
LÆS OGSÅ: Rengøring med på DM i Skills for første gang
Vil tale faget op
Men Frederik Bonniksen erkender, at han da har mødt forundrede blikke, når han fortæller, at han har valgt rengøringsfaget.
»Er det nu noget, spørger folk. Men så forklarer jeg dem, at man som serviceassistent faktisk skal have en del viden om kemi, madhygiejne, ergonomi og kunde- eller patienthåndtering. Folk bliver som regel overraskede over at høre, hvad jeg rent faktisk beskæftiger mig med,« siger Frederik Bonniksen, der er stolt af sit fag og derfor gerne viser det frem for andre unge på Skills.
»Vi har brug for at tale faget op. Men ikke kun over for de unge. Der er også mange rengøringsvirksomheder, som gerne vil have medarbejdere, men som glemmer at tage elever ind. Der er brug for, at virksomhederne i højere grad bidrager til at uddanne personale. Jeg synes, de har et ansvar for at stille praktikpladser til rådighed, hvis de ønsker kvalificeret arbejdskraft. Derfor giver jeg gerne mit bidrag til at tale faget op,« siger 23-årige Frederik Bonniksen.
- Nordisk samarbejde fejrer Rengøringsdag
- Nilfisk får stort showroom ved Vejle
- Kärcher: Gør din rengøring smartere, mere miljøvenlig og billigere
- Danmark ville være ret beskidt uden udenlandsk arbejdskraft
- 3F belønner visse medarbejdere med 5.000 kroner