Rune Sejten kan i en alder af blot 38 fejre ti-års jubilæum som indehaver af Nordisk Microfiber, hvor han flere gange har vist, at det er en god forretningsmulighed at gå foran og være trendsætter.
Tekst: Torben Elsig-Pedersen, torben@rentidanmark.dk
I dag tænker alle miljø og bæredygtighed ind i virksomhedens drift. Men for Rune Sejten har miljø, bæredygtighed og genanvendelighed været en grundlæggende forudsætning for at udvikle forretningen. På den måde har han gennem NMF (Nordisk Microfiber) været med til at sætte retning for en bæredygtig udvikling i rengøringsbranchen.
Med en uddannelsesbaggrund inden for tekstil og Supply Chain Management satte Rune Sejten sig som kun 28-årig i direktørstolen hos Nordisk Microfiber. Baggrunden var tragisk. Hans far, der etablerede NMF i 1998, blev ramt af kræft og døde i 2012 efter et kort sygdomsforløb. Den unge Rune Sejten var dog ikke ubekendt med familievirksomheden.
»Jeg havde hjulpet til med forskellige opgaver et par år forinden og desuden fyldte NMF selvfølgelig en del derhjemme omkring frokostbordet. Så jeg fik virksomheden ind som en naturlig del af min opvækst,« fortæller Rune Sejten. Det første år var der kun ham selv, men siden er virksomheden vokset og tæller i dag syv medarbejdere. Forventningen er, at der er ti medarbejdere inden året er omme.
Nordisk Microfiber udvikler, designer og producerer professionelle rengøringsrekvisitter til forhandlere i Skandinavien som en niché-leverandør. Virksomheden har oplevet en markant efterspørgsel de senere år som bl.a. ses på første fire måneder i år, hvor virksomheden har haft en omsætningsfremgang på 80 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Trendsætter på miljø
Bag NMF’s succes ligger et langt strategisk udviklingsarbejde. Allerede kort efter generationsskiftet hos NMF, foretog Rune Sejten det første virksomhedsopkøb af firmaet Tender Danmark, der var kendt for bl.a. at producere rengøringsvogne.
»Det var et godt supplement til vores microfiberprodukter, så opkøbet var et strategisk træk, som satte os i stand til at efterkomme et større behov hos vores kunder. I en branche, hvor der sker kraftig konsolidering i form af opkøb blandt forhandlere, vi samarbejder med, er det vigtigt, at vi også kan matche udviklingen,« siger Rune Sejten.
LÆS OGSÅ: NMF lancerer eksklusiv vognserie
Samme filosofi ligger bag den forretningsudvikling, som driver NMF-ejeren i det daglige arbejde.
Overtagelsen af Tender Danmark ApS blev startskuddet til et nyt fokus på miljøcertificerede produkter. Tender Danmark havde ét Svanemærket produkt i varesortimentet og det blev anledningen til, at NMF udviklede en hel serie over de seneste 8 år. I dag har NMF en af de største serier i Skandinaven, af Svanemærkede microfiberprodukter til rengøringsbranchen og flere nyheder er hele tiden på vej ind i sortimentet.
»Allerede tilbage i 2014 tænkte jeg, at der lå en fremtid i at kunne levere miljøcertificerede produkter. Mange omkring os trak på smilebåndet, når vi insisterede på den udvikling og var parate til at betale en ekstra afgift for at opnå miljøcertificeringen samt det store udviklingsarbejde der følger med.
Vi er fremadstræbende på området blandt producenter i rengøringsbranchen og det har været et langt sejt træk.«
Men det var rigtigt set, for i dag stilles der i stigende grad krav om miljøcertificerede produkter i flere offentlige udbud og fra det private marked.
Men visionerne stopper ikke her. For i halvandet år har NMF arbejdet på at udvikle et Take-Back retur system, der skal hjælpe med at løse problematikken omkring genanvendelse af microfiberprodukter, som de første i verden.
De forventer at lancere det i efteråret 2022.
Fokus på genbrug
NMF har netop lanceret den ny vognserie Nordic Recycle Trolley 2.0, som reducerer CO2-aftrykket med 93 procent mindre udledning.
De nye vogne er ikke alene fremstillet i op til 90 procent genanvendt plast. Looket er også smart i sort mat med aluminiumskanter. Designet sender et klart miljøsignal, men det er også et eksklusivt produkt, som over for rengøringsmedarbejderne viser, at der investeres i deres arbejdsredskaber. Det er med til at skabe arbejdsglæde og ejerskab i en branche som tit har svært ved at fastholde og tiltrække medarbejdere.
»Under coronakrisen er der kommet meget mere synlig rengøring, hvor det er oplagt at vogne og rekvisitter ser godt ud. Vi har også påsat låger/døre på vognene, så rekvisitterne er pakket væk, hvilket gør at vognene fremstår flottere, når de er synlige rundt om på offentlige steder. Det tæller med, at det gør noget ved arbejdsglæden, når medarbejderne får en smart vogn, hvor der også er tænkt miljø og genanvendelighed ind i produktudviklingen,« siger Rune Sejten.
Til august kommer nyudviklede microfiberklude produceret af 70 procent genanvendte fibre.
»Vi lytter til, hvad der efterspørges i markedet, men vi er også drevet af hele tiden at være i gang med udviklingsprojekter. Også før markedet efterspørger produkterne,« siger Rune Sejten.
Ofte er en service eller et nyt produkt 2-3 år undervejs, før det lanceres.
»Så vi bruger mange ressourcer på udviklingsopgaverne, men vi er på den måde med til at sætte nye standarder i markedet. Og det er helt klart årsagen til, at vi oplever en stigende efterspørgsel på produkterne hele vejen rundt og ikke kun på enkle produkter i sortimentet.«
Først med TCO i branchen
NMF var også først med beregninger af produkternes totaløkonomi, den såkaldte TCO-beregning, inden for rengøringsbranchen.
»Det har været et kendt princip i fx byggebranchen i årtier, at man beregnede materialers levetid og de totale omkostninger, men i rengøringsbranchen var det nyt, da vi lancerede TCO-beregningen i 2018.«
Fokus på produkternes totaløkonomi er blevet et væsentligt element i forhandleres kommunikation omkring produkterne til markedet.
»Vi kan med vores TCO-beregninger dokumentere at selv om de kvalitetsstærke produkter med lang holdbarhed har en lidt højere indkøbspris, så kan det svare sig og bliver billigere i det lange løb. Produkterne holder længere og er mere effektive i brug. Det giver et plus på miljøkontoen og forbedrer også den samlede økonomi i et FM-selskab.«
Fokus på Norden
For NMF med base i Odense er det danske marked fortsat det største. Men virksomheden har en håndfuld veletablerede forhandlere i både Norge, Sverige og Finland, hvor der er mange ligheder inden for professionel rengøring i forhold til Danmark.
»Rengøringsassistenterne i Norden er bekendte med de samme typer af produkter og systemer, som vi bruger i Danmark, og samme eller højere miljømærke ved produktvalg. Der er et generelt stort miljøfokus i Norden, så derfor fokuserer vi på dette marked. Vi ser store muligheder for at øge vores markedsandele betydeligt i de øvrige nordiske lande i de kommende år,« siger Rune Sejten.