Nærværende ledelse på afstand

Synspunkt af Jytte Hansen, formand for DRF (Dansk Rengøringsteknisk Forening)

I rengøringsbranchen er der rigtig mange dygtige rengøringsassistenter, som sørger for, at der er rent og pænt i Danmark. Disse medarbejder skal have den største respekt. Det er ikke altid det job, der står højest på en ønskeseddel. På trods af dette er der mange, som er tilfredse med deres job og finder god arbejdsglæde ved at gøre noget for andre, så de kan møde ind i rene og flotte lokaler. Glæden ved jobbet er også god trivsel, en glad kultur med dejlige kollegaer. Så er der kunder, ledere, pædagoger, forældre, kontorassistenter med flere; alle disse mennesker, som assistenten møder, er med til at skabe den gode dag.
For at alt dette skal lykkes er det vigtigt med gode dygtige ledere. Udfordringen for mellemlederne i branchen er, at meget ledelse skal foregå som distanceledelse. Der kan gå 1 måske 2 uger imellem, at medarbejderne ser deres leder. Ja… for nogle sker det desværre, at de næsten aldrig ser deres leder.
Nærværende ledelse på afstand, lyder jo næsten selvmodsigende, men det er ikke desto mindre det, som de fleste mellemledere i rengøringsbranchen udsættes for at skulle håndtere. Jeg har gennem mine mange år som leder i denne branche nogle input til dette. Jeg kunne gå meget dybere i alle punkterne, men her kommer de lidt mere overordnet. Min egen vigtigste værdi er frihed, som jeg er helt sikker på, at rigtig mange andre ledere også sætter som en høj værdi.

Ledelse af leder.
Giv frihed til dine ledere, lyt, arbejd internt med værdiafklaring, så mål og værdier er tydelige. Når du er fysisk nærværende; brug tid til ”en til en” med din leder.

Forventningsafstemning.
Der skal være klare aftaler om, hvilken frihedsgrad din mellemleder har i jobbet, og hvilke arbejdsområder som er nødvendige daglige opgaver.

Kommunikation.
Sørg for at din mellemleder altid ved, at du er til rådighed på telefonen, hvis de har spørgsmål eller brug for sparring. Vær klar og tydelig i din kommunikation, så du undgår misforståelser.
Vær tilgængelig og svar på mail, telefon – specielt hvis der er perioder, hvor du ikke er fysisk tilstede.

Teknologi.
Der er heldigvis mange, som har smartphones. Denne smartphone kan være med til at føle fællesskab på tværs. Der kommer løbende information om nyt i den organisation, man arbejder i, og det er nemt og hurtigt for medarbejderne, at få kontakt med deres leder eller en kollega. Ligeledes har man alt samlet som fx kvalitetsrapport, varebestilling, arbejdsplan, APV med flere. Alt dette er med til at gøre mellemledernes arbejdsdag lettere.

Tillids- og dialogbaseret rengøring.
Hvis du giver tillid, får du tillid. Tillid handler om, at du skal gøre det, du siger, du vil gøre. Det skaber tillid til dig, så er det meget lettere også at forvente det samme af dine medarbejdere. Dine medarbejdere ved bedst, hvordan opgaven løses, da de jo beskæftiger sig med den hver dag. Som mellemleder bliver din arbejdsdag lettere, når du også giver frihed til dine rengøringsassistenter.

Synlig rengøring.
Dine medarbejdere får større trivsel, når de både kan ses og høres i hverdagen og ikke gemmes væk i nattens mørke. Som leder for en rengøringsenhed bliver distanceledelse også både lettere og mere effektiv, når dine medarbejders arbejdstid ikke er spredt over hele døgnet. Der kan skrives meget mere om fordelen ved synlig rengøring.

Jævnlige besøg.
Som leder skal du huske, at tage ekstra hånd om de medarbejdere, som du ved har svært ved at planlægge selv. Men glem ikke de meget selvkørende medarbejdere, de har også brug for at se dig og få anerkendelse.

Dette er blot nogle af de parametre, som skal i spil ved distanceledelse. Alt efter situationen og organisationens opbygning kan der være meget andet, som spiller ind. Jeg vil gerne med stor respekt anerkende alle de mellemledere, som dagligt kører rundt ude i samfundet og får driften til at køre. Det er en udfordrende opgave, som kræver gode stærke ledere. Her vil jeg igen nævne frihed. Giv dine mellemledere frihed til at udføre opgaverne, så deres personlige ledelsesgrundlag og værdier kan komme i spil. Lederne har ligeledes brug for stærk opbakning, uddannelse og coaching efter behov.