Skægget sølvkræ – de såkaldte skægkræ, som er en større og mere genstridig slags sølvfisk – er i vækst. Insektet spreder sig hurtigt og effektivt, og de er derfor svære at komme til livs, når de først er kommet ind i hjemmet eller på arbejdspladsen.
Det lille, invasive skadedyr kaldet Skægkræ, der er i familie med sølvfisk, er vokset hastigt frem i hele Norden de seneste år. Og Danmark er ingen undtagelse.
»Skægkræ er i kraftig vækst. I 2022 har vi i Rentokil udført 309 procent flere bekæmpelsesopgaver mod skægkræ sammenlignet med 2019. Derfor har en hel del danske hjem og arbejdspladser givetvis skægkræ uden endnu at vide det. De tror måske, der er tale om almindelige sølvfisk, men undrer sig over, at der er så mange, at de ikke forsvinder, og at insekterne for eksempel pludselig er i madvarer,« siger Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer og teknisk chef i Rentokil Skadedyrsbekæmpelse.
Sådan får du bugt med den genstridige gæst
Det er betydelig mere ubehageligt at få skægkræ på besøg i hjemmet end sølvfisk, for skægkræene spreder sig hurtigt og effektivt, når de først er rykket ind, og de kan være svære at få bugt med. For at behandle skægkræene er man nødt til at lokke dem frem med proteinrigt lokkemiddel, som de specielt godt kan lide, for derefter at fange dem i fx en limfælde. Derfor er det vigtigt at sætte behandlingen ind, inden problemet vokser sig stort.
»Generne fra skægkræ er betydelige. De gør egentlig ikke nogen umiddelbart større skade, men i modsætning til sølvfisk spreder de sig rundt i huset, sætter sig bag reoler og skabe og kan gå i vores madvarer. Og mens problemer med sølvfisk som regel er lettere at behandle, er skægkræ svære at komme af med,« siger Claus Schultz fra Rentokil.
Man ved ikke præcis, hvordan skægkræet spreder sig fra et område til et andet, men det sker formentlig gennem byggematerialer, emballage, møbler og andre genstande, som de skæggede dyr kan gemme sig i. Det kan derfor være en god ide at tjekke de genstande, der skal ind i hjemmet eller på arbejdspladsen. Det gælder møbler, flyttekasser, tøj, varer fra supermarkedet og paller.
Sådan kan du kende forskel på skægkræ og sølvfisk
- Skægkræ er oftest lidt større end sølvfisk – op til 2 cm plus haletråde og antenner. Forskellen er derfor særlig tydelig på billeder af de to små skadedyr.
- Har tre karakteristiske lange haletråde og en ”skægget” krop
- Skægkræ er lidt lysere, mere brunlige og mindre skinnende end sølvfisk
- Skægkræ trives ikke kun i fugtige omgivelser og kan derfor oftere være i stuen og i køkkenet
- Skægkræ optræder ofte flere ad gangen – og når du først har dem, er de svære at komme af med
SENESTE NYHEDER: