Man hører ofte, at virksomheder er sat i verden af én grund, nemlig for at tjene penge. Selvom det selvfølgelig er udgangspunktet for, at virksomhederne kan løbe rundt, så skal man ikke udveksle mange ord med Jesper Blak, som er stifter af Super1Rent, før den fordom bliver afkræftet.
Af Clara Rydahl Torp, Sekretariatsleder i Danske Service
Super1Rent tilbyder mange forskellige services – alt fra specialiseret rengøring ved brug af laserrens eller tøris til byggerengøring. Dog springer særligt én ydelse i øjnene, nemlig socialrengøringen. Det kan være svært for enhver at holde en bolig ren – og det kan være endnu sværere, hvis man er psykisk syg, misbruger eller på anden vis oplever store udfordringer i livet. Skulle det ske, at ens bolig er blevet forsømt, kommer Super1Rent og hjælper med at tømme boligen ud.
Den slags service er ikke ualmindelig, men det særlige her er de mange ekstra skridt som Super1Rent tager for at hjælpe disse borgere, som har brugt for lidt ekstra hjælp. De hjælper nemlig også med indkøb af nye møbler og sørger for, at borgeren kommer godt på plads efter flytninger.
Socialrengøring som kerneservice
Stifter Jesper Blak fortæller: »Vi er ofte kommet tilbage til samme borger, hvor vi har kunne se, at de har haft det rigtig skidt. Vi kan se, at de ikke har følt, at man har været lydhør overfor dem. Så er det synd, at man bare slipper dem og tænker, at de kan klare sig selv.«
Jesper udtrykker tydeligt, at det simpelthen ikke er godt nok.
»Så er det nemmere at vende det, så borgerne kan mærke, at de er medbestemmende på, hvad der foregår. Det er en anderledes måde at gøre det på, men det er det, jeg har det bedst med. Det er synd for borgerne, hvis de bliver efterladt til at klare sig selv. Derfor hjælper vi så langt som overhovedet muligt.«
Jesper Blak efterlader altså ingen tvivl om, at socialrengøring ikke bare er en service. Det er en hjørnesten i den måde han driver virksomhed på.
Dog er det ikke kun gennem serviceydelser, at Jesper Blak indtænker den sociale ansvarlighed. Det gør han i lige så høj grad, når han ansætter nye medarbejdere. Her arbejder Super1Rent for at tage så mange ind som muligt, som er udfordrede i hverdagen.
—
SENESTE NYHEDER:
- Nordisk samarbejde fejrer Rengøringsdag
- Nilfisk får stort showroom ved Vejle
- Kärcher: Gør din rengøring smartere, mere miljøvenlig og billigere
- Danmark ville være ret beskidt uden udenlandsk arbejdskraft
- 3F belønner visse medarbejdere med 5.000 kroner
—
»Det kan være, at man har svært ved at komme op om morgenen, eller har været ude i noget kriminalitet. Vi vil gerne hjælpe dem med at få opbygget en dagligdag, sådan at de føler, at de har noget at stå op til. Det er vigtigt for mig, at de har det godt.«
Når man taler med Jesper Blak, er hans toneleje ikke til at tage fejl af – den sociale ansvarlighed har en helt særlig plads hos virksomhedsejeren.
Vil hjælpe krigsveteraner i arbejde
Som et nyere projekt ønsker Jesper Blak at hjælpe krigsveteraner med at komme i arbejde. Det er mennesker, som ofte har fysiske og psykiske skader, men som også har brug for en rytme i hverdagen. I en tid, hvor det kan være svært at finde den nødvendige arbejdskraft til branchen, er projektet her en måde at tænke ud af boksen og rette blikket mod nogle mennesker, som ikke altid er de første, man kommer i tanke om, når man leder efter nye medarbejdere.
»Jeg fik nys om, at veteranerne meget gerne vil ud og have et arbejde, og det er jo ikke noget man normalt tænker ind i. Man tænker jo ofte på dem som er fysisk eller psykisk dårlige, når man tænker på social ansvarlighed, men det er de jo også – de er bare blevet gemt lidt af vejen. Derfor kunne vi godt tænke os at se på, om vi kunne ansætte nogle af dem til at reparere maskiner eller lignede.«
Super1Rent er klart et forbillede, når det kommer til at indtænke socialt ansvar i virksomhedsdrift. Det gælder både i forbindelse med egne ansatte samt de ekstra skridt man kan tage for at fremme sit sociale ansvar i sine serviceydelser.