Større risiko for at lave fejl og få sygdom ved meget natarbejde.
Virksomhederne kan gøre meget for at afhjælpe ulemperne.
Selvom synlig rengøring vinder stadig mere frem, så arbejder mange rengøringsassistenter fortsat om natten og har tidlige morgenvagter. Og det udgør en stor risiko for helbredet, vurderer professor Helene Garde fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Et større analysearbejde viser, at 7-9 procent af rengøringsassistenterne har natarbejde, mens 20-30 procent har skæve arbejdstider med tidlige morgenvagter og natarbejde.
Vi har brug for 7-9 timers søvn for at fungere godt, men forskning viser at folk med nattevagt typisk får 2-4 timer mindre søvn. De vågner for let og for tidligt samtidig med, at de ikke nødvendigvis føler sig udhvilet. Også tidlige morgenvagter fra f.eks. klokken 4 eller 5 giver en dårligere søvn.
»Får man kun 4 eller 6 timers søvn, så laver man flere fejl i opmærksomhedstest, og jo flere dage med lidt søvn desto flere fejl,« siger professor Helene Garde, der deltog i DRF’s seneste seminar for rengøringsbranchen.
Flere bliver syge
Forskningen viser også, at folk med skæve arbejdstider lettere bliver syge. Sover man typisk mindre end 7 timer pr. døgn, har man større risiko for forkølelse. Faktisk har folk med lidt søvn tre gange større risiko for at blive syge i forhold til dem, der sover mindst 8 timer. Forklaringen er, at immunforsvaret er stærkere, når man får mere og bedre søvn.
Men man risikerer også mere alvorlige sygdomme ved meget arbejde på skæve tidspunkter. Et dansk studie blandt sygeplejersker viser, at aftenarbejde gav en 30 procent forøget risiko for at udvikle diabetes. Sygeplejersker på natarbejde fik en 60 procent forhøjet risiko for diabetes sammenlignet med kollegerne på dagarbejde.
Helene Garde peger på, at natarbejde også øger risikoen for ulykker efter nattevagter og at studier fra WHO’s internationale kræftagentur viser en mulig forøget risiko for at udvikle kræft.
Tilrettelæg arbejdet
Trods de omtalte sundhedsrisici ved natarbejde og tidlige morgenvagter, så er det også muligt at gøre noget, for at forbedre forholdene. Det bedste er, at flere virksomheder tager imod synlig rengøring i dagtimerne. Hvor det ikke kan lade sig gøre, handler det om at tilrettelægge arbejde på en bedre måde.
»Kan man undgå nattearbejde, så lad vær. Er det ikke muligt, kan man følge en række anbefalinger for at reducere risikofaktorerne,« siger Helene Garde.
Anbefalingerne handler bl.a. om højst at have tre nattevagter i træk, at der skal være mindst 11 timer imellem to vagter og at en vagt højst bør vare 9 timer.
Desuden peger Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø på at inddrage medarbejderne i planlægningen af arbejdstiden (se boks ”Prioriteret arbejdstid”).
Anbefalinger:
- Højst 3 nattevagter i træk.
- Mindst 11 timer mellem to vagter.
- Højst 9 timers varighed pr. vagt.
- Ligeledes anbefales det, at:
- Gravide normalt arbejder maksimalt 1 nattevagt om ugen for at mindske risiko for abort og andre graviditetskomplikationer.
- Kilde:
- Det Nationale Forskningscenter
- for Arbejdsmiljø.
Prioriteret arbejdstid:
Lederen angiver
· Behovet for bemanding
Medarbejderne angiver
· Hvilke dage de ønsker at arbejde
· Hvilke dage de ønsker at have fri (veto)
Derudover
· Mulighed for variabel vagtlængde
· Mulighed for variabel mødetid
· Pointsystem til fordeling af ikke-ønskede vagter
Ovenstående er baseret på forsøg blandt ca. 1000 medarbejdere fordelt på 28 arbejdspladser i social- og sundhedssektoren og finanssektoren.
Kilde:
Det Nationale Forskningscenter
for Arbejdsmiljø.
SENESTE NYHEDER: