120 ANSØGERE TIL 17 STILLINGER

GULDBORGSUND KOMMUNE HJEMTAGER RENGØRINGEN

Afdelingsleder Martin Balsløv og fagkoordinator Michell Djørup Andresen har stået i spidsen for en stor omlægning og hjemtagning af rengøringsopgaverne.

En mere fleksibel rengøring med større tilfredshed blandt medarbejdere og brugere i kommunens institutioner, skoler, plejecentre, biblioteker og administrationslokaler. Det er målet i Guldborgsund Kommune, hvor rengøringen i et delområde er hjemtaget fra en privat leverandør fra årsskiftet. Hjemtagningen omfatter et ud af tre områder.

I kontrakten havde vi købt kvalitet, ikke tid.


Baggrunden er, at kommunen ønsker mere kvalitet og renere kommunale bygninger, end det man fik leveret af en af de to leverandører, som indtil årsskiftet stod for den kommunale rengøring.
»I kontrakten havde vi købt kvalitet, ikke tid. For os levede ydelsen ikke op til vores forventninger. Derfor havde vi en periode med en række møder med leverandøren og det endte med, at vi ville hjemtage opgaven, for vi mener, at vi kan gøre det bedre selv,« siger afdelingsleder for ejendomsdrift. Martin Balsløv.
Kommunen har en klausul i kontrakterne, så den kan opsige med et halvt års varsel, og det benyttede man sig af.


Et godt miks


»Ved at hjemtage rengøringen i et delområde med 25 adresser, så får vi en tættere kontakt med institutionsledere og medarbejdere, vi kan få mere synlig rengøring og vi får langt større fleksibilitet i den måde, vi løser opgaverne på. Det er svært at få fleksibilitet, når man har en kontrakt, hvor der gøres rent efter dørkoder,« siger Martin Balsløv, der kom til Guldborgsund Kommune i 2022.
I dag skal kommunen ikke holde møder og spørge andre, hvis der er behov for ændringer i rengøringen. Det kan sættes i værk med det samme.


Han understreger, at kommunen ikke har aktuelle planer om at hjemtage rengøringen i de to andre delområder.
»For det første fungerer samarbejdet godt med den leverandør, vi har i disse to delområder. For det andet tror jeg, det er en god cocktail, at vi både samarbejder med en privat leverandør og selv står for noget. For det betyder, at vi kan måle os op imod hinanden. Det giver en gensidig forståelse for de udfordringer, der opstår, men det betyder også, at vi kan inspirere hinanden med gode erfaringer,« siger Martin Balsløv.

Rift om kommunale jobs


Både rengøringsselskaber og kommunens egen direktion spurgte inden omlægningen kritisk ind til, om man nu også var sikker på, at man kunne skaffe arbejdskraft. Da der ikke var tale om virksomhedsoverdragelse, skulle Martin Balsløv og fagkoordinator for rengøringen Michell Djørup Andresen ud og ansatte personale.
Til alles positive overraskelse kom der 120 ansøgninger til de første 17 jobs.
Det skyldes formentlig, at man har lagt vægt på at skabe attraktive stillinger, hvor medarbejderne i høj grad kan få indflydelse på deres arbejdstid. Alle arbejder primært inden for tidsrummet klokken 5 til 13 og kan få stillinger på fuld tid, hvis de ønsker det.
»Vi ønsker synlig rengøring og vi vil skabe jobs, så medarbejderne ikke behøver have to deltidsstillinger for at oppebære en indkomst. Desuden lægger vi vægt på, at medarbejderne skal se sig selv som et team, de kan være stolte af,« siger Michell Djørup Andresen, der selv har erfaring fra et større rengøringsselskab.
»Vi har et eller to steder hvor vi må erkende, det ikke er muligt at gennemføre fult ud synlig rengøring, fordi lokationerne er så små, at pædagogerne ikke har plads til at samle børnene andre steder, når rengøringsmedarbejderen arbejder. Men ellers er det vores indtryk, at synlig rengøring kan lade sig, hvis alle er klar til at gå ind i et samarbejde og tage dialogen,« siger Michell Djørup Andresen.

Rent guld


Medarbejderne ansættes i rengøringsteamet ”Rent guld”, som der også står på profilbeklædningen, og de tilbydes som det første i ansættelsen et 12 dages introforløb på CELF, hvor de får kendskab til arbejdet. Det er med til at give stolthed i arbejdet.
»Vi har i højere grad søgt efter de rette personer, mere end efter om de havde rengøringserfaring. For medarbejderne skal kunne arbejde sammen og se sig selv i teamet. Derfor har vi også lagt vægt på et introforløb, hvor de rystes sammen og hvor de får basalt kendskab til rengøring, så vi ikke begår en masse fejl i dagligdagen,« siger Michell Djørup Andresen.
Den første arbejdsdag blev rengøringsteamet også inviteret på morgenmad og fælles oplæg på rådhuset.
»Nogle vil kalde det frås, men jeg kalder det personalepleje. Vores rengøringsmedarbejdere skal se sig som en del af den kommunale arbejdsplads, de kan gå glade på arbejde og have ejerskab til opgaverne,« siger Martin Balsløv.
Derfor lægger kommunen også op til, at medarbejderne med tiden kan få mere uddannelse, og at de for eksempel kan tage uddannelsen til rengøringstekniker.

Store krav til leverandører
Som en del af omlægningen har Guldborgsund Kommune også været gennem en proces med at finde leverandører til maskiner, rengøringsvogne, materialer og kemi.
Foruden medarbejderne, har man ”ansat” fem robotter og købt produkter og maskiner med fokus på bæredygtighed.
»I vores valg af produkter er det et ufravigeligt krav, at der skal være tale om svanemærkede og EU-mærkede produkter, for det ligger i kommunens indkøbspolitik, at vi skal være bæredygtige,« fortæller Martin Balsløv.
Et omdrejningspunkt har også været ergonomisk rigtige rekvisitter.
»Vi ved at rengøring slider på medarbejderne. Derfor er deres arbejdsmiljø vigtigt og det har været omdrejningspunkt i valg er rekvisitter,« siger Michell Djørup Andresen.
Guldborgsund Kommune har desuden i samarbejdet med leverandørerne sikret sig nogle kontrakter som betyder, at når der kommer nye materialer, så kan de løbende implementeres, så man har det nyeste og bedste grej.