Svanemærker i rengøringsbranchen: ”Det rigtige at gøre”

DANSKE SERVICE INFORMERER:

Hos Danske Service arbejder vi for at udbrede miljøvenlighed i rengøringsbranchen.
Det gør vi blandt andet ved at sætte fokus på Svanemærket rengøring.
Vi vil derfor fremhæve vores medlem Ditlev Aps, som blev certificeret med
Svanemærket i foråret 2023 som den nittende rengøringsvirksomhed i Danmark

Dionna Ditlev og Christian Ditlev har bevist, at man ikke behøver drive en stor virksomhed for at opnå Svanemærket.

Af Clara Rydahl Torp,
sekretariatsleder i Danske Service

Ditlev Aps har bevist, at man ikke behøver at være en stor virksomhed for at kunne prale af at blive certificeret med Svanemærket. Virksomheden er med deres Svanemærkning blevet en af de grønne
frontfigurer for SMV’er i rengøringsbranchen. Når man spørger medejer af virksomheden Christian Ditlev, hvorfor de valgte at blive certificeret med Svanemærket, kommer svaret prompte: »Det er det rigtige at gøre.«
Ditlev ApS er ejet af ægteparret Dionna Ditlev og Christian Ditlev, som sammen har haft virksomheden siden 2015.

Christian og Dionna viser vejen til Svanemærket


I Ditlev ApS har de altid gået meget op i at være en miljøansvarlig virksomhed. Inden virksomheden tilegnede sig Svanemærket, brugte de svanemærkede produkter og tilrettelagde deres køreture efter, hvor meget de kunne begrænse benzinforbrug. Selvom Ditlev ApS allerede var kommet et godt stykke ad vejen, var der stadig flere ting at leve op til i processen for at opnå certificeringen. »Svanemærket er ikke en certificering, man får med en gang venstrehåndsarbejde,« understreger Christian. Selv fik de hjælp af et konsulentbureau og det er ifølge virksomhedsejeren er det en rigtig god vej at gå, hvis man selv overvejer at få samme certificering. Sådan kunne de både få hjælp til dokumentationsarbejdet, samt søge EU støtte for 150.000 kr. Christian har et tydeligt råd til andre virksomheder, som ønsker at blive certificeret med Svanemærket: »Når der kommer noget, man skal svare på, så gør det med det samme.« Ovenpå den opfordring uddyber han selv: »Man kan ikke bare sige, at ’det gør jeg i næste uge’, fordi så kommer der noget nyt. Man er nødt til hele tiden at kunne følge med, ellers snubler man i det.«
Svanemærket er et kvalitetsstempel, som har ledt Ditlev Aps i den rigtige retning til deres værdier om miljøvenlig rengøring samt høj faglighed – derfor giver Christian udtryk for, at det har det været det store arbejde værd. Derudover er Svanemærket med til at sikre, at man forsætter med at forbedre sin virksomhed, da kravene løbende bliver strammet. »Det er en daglig påmindelse til os alle sammen om, hvordan vores handlinger har indflydelse på vores fælles miljø og hverdag,« fortæller Christian.

Miljømærkning Danmark og Danske Service er glade for udviklingen


Hos Miljømærkning Danmark glæder man sig over, at Ditlev ApS har opnået Svanemærket: »Vi oplever i disse år en øget interesse for Svanemærket rengøringsservice – både fra SMV’er og fra store virksomheder, og det er glædeligt, at Ditlev Aps nu også har opnået Svanemærket. Svanemærket er et stærkt redskab til at understøtte virksomheders grønne omstilling. Det styrker samtidig konkurrenceevnen, da professionelle indkøbere i stigende grad efterspørger serviceydelser, der bliver leveret med omtanke for miljø og klima,« siger Martin Fabiansen, direktør for Miljømærkning Danmark.
I Danske Service også er vi stolte af at have medlemmer som Dionna og Christian, som hver eneste dag gør en forskel for den grønne omstilling. Vi håber, at Svanemærket i højere grad vil blive et konkurrenceparameter for SMV’er i rengøringsbranchen fremtiden, så endnu flere får lyst til at komme med på vognen. Rengøringsbranchen bærer et stort ansvar for at passe på vores fælles miljø, når transport og kemikalibrug er en større del af hverdagen. Det er et ansvar som vi i Danske Service tager alvorligt, og derfor er vi stolte af, at mange af vores medlemmer – små som store – bidrager til at løfte dette ansvar.