Vileda viser nye vogne frem

Messenyt: Vileda Professional viser for første gang Vermops vogne frem på det danske marked.

Equipe rengørings- og affaldsvogn fra Vermop. Smart system, når der skal indsamles mange affaldsfraktioner samtidig med rengøringen.

 

 

Der vil være en række nye og relancerede produkter på standen, når Vileda Professional stiller op på rengøringsmessen. Freudenberg, virksomheden bag Vileda Professional, købte for godt et år siden den konkurrerende virksomhed og brand Vermop, og deres produktsortiment er ved at blive integreret i det samlede produktkatalog.

Vermops Equipe rengøringsvogn tilføjer noget nyt i forhold til Vileda Professionals rengøringsvogne, således at virksomheden samlet set nu kan dække flere behov hos kunderne. Equipe-vognen udmærker sig ved at være et udpræget modulært system, som i høj grad sammensættes efter kundernes ønsker og behov. Systemet kommer især til sin ret i en tid, hvor der stilles stigende krav om affaldssortering. Rengøringsvognen kan kobles sammen i flere enheder – hvor en enhed eksempelvis specifikt er til affald, hvor der f.eks. kan sorteres ud i forskellige fraktioner. Det er særligt efterspurgt på store institutioner, hospitaler og større kontorbygninger, fortæller Jonas Petersen, der glæder sig til at kunne vise mulighederne frem på Rengøringsmessen Rent i Danmark.
Selve rengøringsvognen kan også bygges op efter kundernes helt specielle ønsker. Det kan f.eks. være til hospitaler eller hoteller.

Max mopper nu også til UltraSpeed

Vileda Professional lancerede i december 2023 Max moppesystemet med velcro. Men til messen vil systemet have fået endnu en tilføjelse, da det også fås i serien UltraSpeed.
»Systemet har fået en makeover, således at spandene også er blevet mere bæredygtige, idet de er produceret af 35 procent genanvendt plast. Så i dag er der høj genanvendelse både i mopper og spande, samtidig med at de er mere effektive i brug. Vi glæder os til at vise serien frem og give de besøgende mulighed for at afprøve mopperne,« siger salgsassistent Naia Minet.

Systemet er sat i handlen, men på messen er det første gang, det præsenteres for et større samlet publikum.