Fra rengøringsassistent til millionær

Birgit Aaby afslører sin opskrift på succes. Og du kan møde hende på Rengøringsmessen Rent i Danmark, hvor hun holder oplæg.

Birgit Aaby

Birgit Aaby startede med en støvsuger og et ønske om at skabe et job. I dag er hun en succesfuld erhvervskvinde med 200 ansatte, men hendes rejse har aldrig handlet om penge alene. På Rengøringsbranchen Rent i Danmark deler hun ud af sine erfaringer og tanker om ledelse, arbejdsliv og intuition.

En af rengøringsbranchens kendisser, Birgit Aaby, deler ud af sine erfaringer og holdninger, når Rengøringsbranchen Rent i Danmark afholdes i Odense den 2.-3. oktober. Birgit Aaby stiftede i 1998 rengøringsselskabet Combi Clean, som i dag har 200 medarbejdere. Den aktive erhvervskvinde har skabt sig en formue på virksomheden, som hun fortsat ejer. Men hun har trukket sig fra den daglige drift og overladt de daglige dispositioner til en administrerende direktør.
På Rengøringsmessen vil Birgit Aaby tale om effektiv ledelse og hvordan man skaber en motiverende arbejdskultur.

Løvinde med holdninger

For de fleste er Birgit Aaby kendt som løvinde i tv-programmet ”Løvens Hule”, hvor hun i en periode var med til at investere i lovende iværksættere. Et område, hun tidligere har udtrykt stærke holdninger til. For som hun sagde til mediert Finans, går hun uden om ”CBS-drenge, der tror, de skal ud og blive millionærer”:
»Jeg vil ikke sætte penge i folk, hvis største ambition er at få en stor bil. Jeg investerer i dem, der kan finde ud af at kæmpe for deres projekt, og som gerne vil gøre verden til et bedre sted. Jeg vil hellere sætte penge i en energisk negletekniker med en god idé end en selvfed fyr i jakkesæt.«
Selvom Birgit Aaby startede sin rengøringsvirksomhed helt fra bunden med hårdt arbejde, er hendes opskrift på succes ikke kun, at man skal arbejde solen sort døgnet rundt. For hende handler iværksætteri ikke nødvendigvis om at blive rig:

Brug for nyt lederideal

»Man kan også blive selvstændig for at skabe et dejligt, fleksibelt arbejdsliv, der trækker en ud af hamsterhjulet,« har Birgit Aaby udtalt til Berlingske.
Hun mener, der i dag eksisterer et forkert iværksætter- og toplederideal. For både ledere og iværksættere har også godt af at leve et liv med familie, gå til fodbold eller spille musik.
»Ingen træffer gode beslutninger efter 12 timers arbejde, og vi skal passe på, at vi ikke gør iværksætteri til eliteidræt.«

Leder med intuition

I sin egen drift af Combi Clean har Birgit Aaby haft det ideal, at hvis man gør arbejdet ordentligt, så betaler det sig også i den lange ende. I dag har hun andre til at drive virksomheden i det daglige. I stedet bruger Birgit Aaby tiden på bestyrelsesarbejde, foredrag og som investor.
»Jeg elsker at få mennesker og virksomheder til at gro og blomstre. Hvad jeg ikke har af diplomer fra business-skoler og uddannelser, har jeg forhåbentlig i praktisk erfaring og personlighed.«
Hendes succes har i høj grad været styret efter et kompas, hvor fornemmelser var en fornem ledestjerne. Intuitionen og det, hun mærker, har således ofte fået plads i beslutningerne:
»Hvis flere mennesker ville tro på, at det, de mærker, er rigtigt, ville verden være et bedre sted. Der er ufatteligt meget, der går tabt i overtænkning,« lød det for et par år siden, da Birgit Aaby gav et interview.

Købte en støvsuger og gik igang

I dag har hun trukket stikket lidt i forhold til medierne og bruger i stedet tiden på foredrag og forskellige nære gøremål i hverdagen.
»Jeg har stadigvæk masser af møder i min virksomhed og med de iværksættere, jeg har investeret i, men det er ikke sådan rigtigt arbejde, vel? Det skal jeg vænne mig til, at det er.«
Birgit Aaby har selv haft et arbejdsliv, hvor hun har knoklet, så hun har skullet vænne sig til, at det også kan være arbejde, når man sidder og snakker.
»Jeg er jo så anti-akademisk, som man nærmest kan være. Jeg har stor respekt for folk med lange uddannelser. Især, hvis de bruger dem til reelt at knokle for føden og skabe noget i virkeligheden,« har hun sagt til Femina.
Da Birgit Aaby i 1990’erne med appetit på livet begyndte at gøre rent, var det i første omgang uden de store ambitioner, men i højere grad med ønsket om at skabe et job. Helt bogstaveligt købte hun en støvsuger og gik i gang.

Få din gratis billet til rengøringsmessen Rent i Danmark her:

TILMELDING

Vi ses i Odense 2.-3. oktober til messe for den profesionelle rengøring.