Nye krav til miljømærket rengøring

Nordisk Miljømærkning er i gang med revision af kravene til svanemærkning af rengøringsservice. I høringsforslaget til de nye krav er der bl.a. strammet på kravene til både totalforbruget og andelen af miljømærkede rengøringsmidler. Mød Miljømærkning på Rengøringsmessen Rent i Danmark.

Miljømærker sikrer, at produkter og services er blandt de miljømæssigt bedste på markedet, understreger Frederik Gudi Sommer-Gleerup, afdelingschef i Miljømærkning Danmark.

Svanemærket og EU Ecolabel er vigtige instrumenter i kampen for en grønnere rengøringsbranche. Miljømærkerne dokumenterer, at et produkt lever op til særlige miljøkrav og er derfor en vigtig dokumentation overfor både professionelle kunder og grønne offentlige indkøbere.
»Svanemærket indenfor f.eks. rengøringsservice viser, at servicen er blandt de miljømæssigt bedste, og at den mindsker sit aftryk på miljø og klima,« fortæller Frederik Gudi Sommer-Gleerup, afdelingschef i Miljømærkning Danmark.

Et svanemærke sikrer dokumentation

Det betyder ifølge Frederik Gudi Sommer-Gleerup, at en svanemærket rengøringsservice bl.a. bruger en høj andel af miljømærkede rengøringsmidler, minimerer forbruget af unødvendige kemikalier samt har et kvalitetssystem, der sikrer høj rengøringskvalitet.
»Men det betyder også, at miljøpåvirkningen er minimeret under transporten, samt at medarbejdere er oplært inden for både miljø- og rengøringsmetoder,« siger han og tilføjer, at rengøringsmidler med Svanemærket eller EU Ecolabel skal leve op til skrappe krav til brug af miljø- og sundhedsskadelige stoffer. »Desuden er der også fokus på allergi og produkternes effektivitet.«

 

Holistiske mærker ser på alle relevante miljøparametre

Svanemærket og EU Ecolabel er de to officielle miljømærker i Danmark. Begge mærker er holistiske mærker. Det betyder, at de ser på alle relevante miljøparametre i hele produktets livscyklus. Lige fra råvarer, produktion og brug til genbrug, recirkulering og affald. »Kravene bliver stillet der, hvor de gør den største forskel for miljø og klima. På den måde fremmer miljømærkerne cirkulær økonomi, effektiv brug af ressourcer og biodiversitet – og reducerer klimabelastningen og brugen af skadelige kemikalier. Mærkerne sikrer samtidig, at de miljømærkede produkter og services er blandt de miljømæssigt bedste på markedet,« fortæller Frederik Gudi Sommer-Gleerup.

Nye krav til miljømærker sendt i høring

Nordisk Miljømærkning er i øjeblikket i gang med revision af kravene til svanemærkning af rengøringsservice. De nye krav er sendt i høring, og de endelige kriterier kendes derfor endnu ikke, men ifølge Frederik Gudi Sommer-Gleerup indeholder høringsforslaget en stramning af kravene til rengøringsmidler – både hvad angår totalforbruget og andelen af miljømærkede rengøringsmidler.
»Der er også indført nyt obligatorisk krav til indkøb af tissue-, toilet- og kopipapir samt et nyt rutinekrav om reduktion af plastposer,« tilføjer han.

Hvilken betydning får de nye kriterier for rengøringsbranchen?

»Svanemærket strammer løbende kravene til de enkelte produktgrupper. Det betyder, at en certificering er tidsbegrænset – for når der kommer nye krav til rengøringsservice, skal alle udbydere af svanemærket rengøring dokumentere, at de lever op til de nye, strammede krav. Ellers mister de retten til at bruge Svanemærket,« siger Frederik Gudi Sommer-Gleerup.

 

Her kan du møde
Miljømærket

Onsdag 2. oktober +
torsdag 3. oktober
Odense Congress Center

Begge dage:
12.00-12.45
Paneldebat:
Svanemærket og EU Ecolabel i rengøringsbranchen
Scene 1 – Hal C

13.00-14.00
Guidede Miljømærke Tours
Mødested: Miljømærkning Danmarks stand
nr. 1649.

 

Om Miljømærkning Danmark

Miljømærkning Danmark har ansvaret for Svanemærket og EU Ecolabel i Danmark og fungerer som uafhængig kontrolinstans i forhold til de officielle miljømærker. Miljømærkning Danmark er en selvstændig enhed hos Dansk Standard.

Miljømærkeindsatsen er finansieret af gebyrer, som virksomheder med certificering betaler, samt en bevilling af finansloven. Indsatsen er nonprofit. Det betyder, at indtægterne bliver brugt til at håndtere ansøgninger og licenser – og til at fremme udbud og efterspørgsel efter miljømærkede produkter for derigennem at mindske den samlede miljøbelastning fra produktion og forbrug.

FAKTA
Miljømærkning Danmarks primære opgaver er at:

• behandle ansøgninger om hhv. Svanemærket og EU Ecolabel og certificere produkter og servicer, der lever op til de gældende krav.
• kontrollere, at licenshavere opfylder gældende kriterier og anvendelsesbetingelser.
• overvåge og reagere overfor ulovlig anvendelse af Svanemærket og EU Ecolabel.
• fungere som sekretariat for Miljømærkenævnet og gennemføre nævnets beslutninger.
• hjælpe Miljømærkenævnet ved forhandling om og vedtagelse af krav for Svanemærket.
• lede eller deltage i arbejdet med udvikling og revision af krav i nordisk eller europæisk regi.
• foranstalte høring af interessenter og uafhængige eksperter som led i kriterieudviklingen.
• markedsføre og informere om Svanemærket og EU Ecolabel.

Miljømærkning Danmark holder oplæg på konferencescenen under rengøringsmessen og gennemfører ”Guidede ture i miljømærkede rengøringsprodukter”.