Danmark har fået en ny flot messe. Man kan mærke suset fra de store internationale messer i opsætningen omkring rengøringsmessen Rent i Danmark.
Den danske rengøringsindustri er blevet beriget med en ny professionel messe, hvor leverandører, ledere og rengøringsvirksomheder kan udveksle viden, erfaringer og se både nye og kendte produkter. Det er et helt igennem godt set-up. Sådan lyder konklusionen, når man taler med repræsentanter for de 80 udstillere, som deltager i landets hidtil største messe for rengøring i Danmark.
»En kæmpe ros til både arrangørerne af messen og alle de andre udstillere for at have gjort sig umage. Man fornemmer helt klart, at der er lagt mange kræfter i messen fra alle sider. Det ser godt ud,« siger Tommy Andersen, der er marketing- og økonomidirektør i RV Unique, som selv er blandt udstillerne.
Mange danske rengøringsfolk er vant til at tage på store udenlandske messer i Berlin og Amsterdam.
»Her i Odense får man faktisk følelsen af den stemning, vi møder i Amsterdam. Der har været godt med besøgende lige fra messens åbning, og der er god energi.«
Han hæfter sig ved, at messen er en god mulighed for at skabe netværk og pleje både nuværende og potentielle kunder.
»Vi er med, fordi det gavner vores forretning, men ligeså meget fordi vi gerne vil vise, at vi bakker op om en samlet dansk rengøringsbranche,« siger Tommy Andersen.
Flow af mennesker
Samme toner lyder fra distriktschef Peter Lønne Andersen fra HAKO:
»Der er et flow af kunder gennem messen, og det er helt tydeligt, at det er branchefolk – lige fra brugerne af maskiner og produkter til indkøbere. Så for mig at se er det også de rigtige mennesker, som har taget turen til Odense. Vi får en del seriøse kundeemner med hjem, og så er messen en god lejlighed til at hilse på vores nuværende kunder og fortælle lidt om, hvad vi har på vej af nyheder.«
Han peger på, at messens placering i Odense er velvalgt. Det er centralt i landet, så alle har mulighed for at slå vejen forbi.
Rengøringsmessen Rent i Danmark afvikles i Odense Congress Center den 2. og 3. oktober. Det er planen, at messen afholdes igen i 2026.