Den Kolding-baserede leverandør til rengøringsbranchen, LOCON, har været på opkøb i branchen. Fra årsskiftet har LOCON overtaget handelsafdelingen i Jysk Kemi.
»Det er med stor glæde, at jeg kan dele, at handelsafdelingen i Jysk Kemi bliver en del af LOCON, og at vi dermed har fået tre nye kollegaer,« udtaler Lars Rosenstand, direktør i LOCON.
Opkøbet styrker LOCONs samlede brancheviden og giver mulighed for at tilbyde endnu mere skræddersyede løsninger og et bredere produktsortiment til både eksisterende og nye kunder.
I forbindelse med opkøbet fremhæver LOCON, at det udvidede produktsortiment gør det muligt for kunder at samle deres indkøb ét sted. Samtidig skaber det flere muligheder for at tilpasse løsninger til kundernes behov.
—
SENESTE NYHEDER:
- Rengøringen i Odense vinder Arbejdsmiljøprisen
- Leverandør køber op i branchen
- Fra droner til desinfektion: Fremtidens rengøringsteknologier på seminar
»Samarbejdet giver os mulighed for at bygge videre på det solide fundament, som Jysk Kemi har etableret. Sammen kan vi tilbyde endnu smartere og mere helhedsorienterede løsninger,« siger Lars Rosenstand.
Jysk Kemi A/S er en danskejet virksomhed med egenproduktion i Holstebro. Virksomheden producerer et bredt sortiment af rengørings-, storkøkken-, tøjvaske- og specialprodukter, inklusive svanemærkede produkter samt handelsvarer. LOCON forhandler alt fra rengøringsmaskiner, mopper og kemi til rengøringsbranchen i hele landet.