Rengøringskæmpe tilsætter en virkningsfuld tablet til vandet

En ny metode, der er ved at blive afprøvet af en række professionelle rengøringsvirksomheder har nu også vundet indpas hos branchens største aktør. ISS har testet den såkaldt Ownwell-metode, som ventes at blive rullet ud på en lang række lokationer.

Ownwell består af en OwnBio®-tablet, der tilsættes renset vand ude på rengøringslokationen. Tabletten erstatter en række traditionelle rengøringsmidler.

Metoden aktiverer mikrober, der naturligt nedbryder snavs. Dermed reduceres eksponeringen for kemiske rester på overflader og i luften, ligesom risikoen for overdosering elimineres, fortæller John Bisgaard, der er direktør for finske Green Berru Oy, der producerer de såkaldte OwnBio-tabletter. Han driver desuden virksomheden Cool2Clean Aps, der har en mission om at levere bæredygtige og kemikaliefri rengøringsmidler til det danske marked.

Metoden rulles ud hos ISS

Flere større rengøringsvirksomheder tester i øjeblikket Ownwell-metoden. Herunder ISS, hvor Aage Høy Pedersen, Head of Cleaning Products and Performance, er klar til at udbrede produktet.

»ISS Danmark har testet Ownwell-metoden hos udvalgte kunder, og rengøringsresultaterne har været så gode, at Ownwell nu implementeres permanent, så de fleste traditionelle rengøringsmidler kan udfases.«

Erfaringerne viser ifølge ISS, at 4 ud af 5 midler, der anvendes til traditionel rengøring hos en række af koncernens kunder, kan erstattes af Ownwell-metoden.

»Testen har desuden vist, at risikoen for overdosering og opbygning af biofilm – f.eks. på borde – er elimineret. Medarbejderne har samtidig givet meget positive tilbagemeldinger om den enkle og effektive anvendelse af metoden,« siger Aage Høy Pedersen.

Implementeringen af Ownwell bidrager desuden til en markant reduktion af CO2-udledning, da både emballage og transport reduceres væsentligt i forhold til brugen af traditionelle rengøringsmidler.

Ownwell-metoden lyder meget simpel: En lille tablet tilsættes rent og renset vand og kan dermed udgøre et kemikaliefrit rengøringsmiddel. Produktet er tildelt Svanemærket i Finland, Danmark, Sverige, Island og Norge.

John Bisgaard

John Bisgaard, der i Danmark forhandler produktet gennem sit firma Cool2Clean, har en lang karriere inden for rengøringsindustrien. Han har bl.a. tidligere haft forskellige jobfunktioner for ISS i både Danmark og udlandet.

SENESTE NYT: