
Nationalmuseet: Fra krise til kreativ omstilling
Nationalmuseet står over for en gigantisk omstilling, hvor alt fra forskere til rengøringspersonale må tilpasse sig en ny virkelighed. Direktør Rane Willerslev ser store udfordringer – men også muligheder – i en tid, hvor autoriteter er under pres, og dannelse må gentænkes. Han fortalte om omstillingen på DRF’s forårsseminar. Der var god inspiration til, hvordan man udfordrer og forandrer virksomheder.
Fra nedskæringer til nye indtægtskilder: Nationalmuseet har i flere år kæmpet med økonomiske udfordringer. Med en årlig nedskæring på 2 procent og dermed en fast reduktion af stillinger på ubestemt tid er der ikke meget luft i budgettet. Efter otte år i spidsen for museet understreger Rane Willerslev, at institutionen er tvunget til at tænke nyt for at overleve.
»Ingen kunder i butikken, så vil man dø,« siger han. »Vi har 20 lokationer rundt i landet, og spørgsmålet er, hvordan vi får folk til at komme ind på museet.«
Forandringen har været enorm, understreger han. »Det har krævet en total omstilling, for der var ingen kunder i butikken. Forskere, administration og rengøring – alle har skullet omstille sig.«
Ekspertvældets fald og dannelsens udfordringer
I en tid, hvor internettet har erstattet de trykte leksika, og Wikipedia redigeres af almindelige mennesker, er det traditionelle ekspertvælde udfordret. Børn i dag lærer ikke længere om Guldhornene i skolen, som generationerne før dem gjorde. De har adgang til et væld af information, men en sammenhængende fortælling om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, er stendød, mener Willerslev.
»Vi kan ikke tage autoritet for givet længere. Ting går hurtigt, sociale medier betyder, at man konstant bliver modsagt. Det klassiske dannelsesbegreb var stabilt, indtil internettet kom, men nu må vi gentænke, hvordan vi formidler historien.«
Han peger på, at specialister ikke kan fortsætte, som de altid har gjort. »100 amatører med en app til registrering er jo bedre end én specialist. Vi må acceptere, at autoriteter hele tiden er på prøve.«
Uddannelse og arbejdsmarked i opbrud
Digitalisering og kunstig intelligens skaber radikale forandringer på arbejdsmarkedet.
»Revisorer og jurister er panikslagne, fordi mange mister deres job til AI,« siger Rane Willerslev. »Vi kommer til at se en fremtid med flere freelancere, iværksættere og hyppige karriereskift. Der vil ikke længere være en logisk sammenhæng mellem uddannelse og job – det handler i stedet om at kunne oversætte sin viden kreativt til nye funktioner.«
LÆS OGSÅ: Forårsseminar – veje til smartere rengøring
Han kritiserer det danske uddannelsessystem for fortsat at måle på færdigheder frem for forståelse. »Skolereformen belønner korrekthed. Hvis du gengiver, hvad læreren siger, får du 12. Hvis du tænker selvstændigt og udfordrer systemet, bliver du straffet. Det betyder, at alle korrekthedsmennesker ender i forskningen, mens de skøre og skæve bliver sorteret fra – og det er en katastrofe.«
Dannelse som rygrad og rummelighed
For Willerslev er dannelse ikke blot en række faktuelle kundskaber, men en måde at møde verden på.
»Dannelse er både rygrad og rummelighed. Du skal have viden at stå på, men du skal også være åben over for verden. Hvis du ikke forstår nutiden, er fortiden kun af akademisk interesse.«
Han kritiserer også den falske modsætning mellem underholdning og videnskab.
»Vi bilder os ind, at hvis noget er folkeligt, så er det ikke videnskabeligt. Men hvis folk har det sjovt, kommer de igen senere – og det er netop det, vi skal satse på.«
At finde magiterningen
Forandring er nødvendig, men den må bygge på en kerneidentitet.
»Enhver organisation skal finde sin magiterning – det, der kendetegner den, og som er grundlaget for forandring,« siger Willerslev.
Et konkret eksempel er rengøringspersonalet på Nationalmuseet. Tidligere var det kun konservatorer, der måtte rengøre montrer, men nu er det en del af rengøringspersonalets opgaver. »Vi må tænke nyt om arbejdsdeling og kompetencer,« siger han.
»Når folk besøger museet, er det afgørende, at de føler sig godt tilpas. Og her spiller rengøringspersonalet en kæmpe rolle, for de er dem, der møder publikum i det daglige.«
Fremtidens Nationalmuseum
Nationalmuseet står ikke alene med sine udfordringer. Overalt i samfundet er gamle strukturer under pres. Men for Rane Willerslev er svaret ikke at klamre sig til fortiden – det er at eksperimentere og finde nye veje.
»Vi ved ikke præcis, hvad der skal til. Men det skal afprøves. Og det kræver mod til at tænke anderledes.«
Nye indlæg: