Striden om det offentlige udbud af vinduespolering på otte store hospitaler i Region Hovedstaden fortsætter. Nu har regionsrådsmedlem Marianne Frederik fra Enhedslisten også stillet en række spørgsmål til udbuddet på baggrund af Rent i Danmarks artikler om sagen.

Hun frygter, at når Region Hovedstaden kun stiller en række mindstekrav, er der ingen garanti for, at de reelt bliver overholdt. For i tildelingen af opgaven er leverandøren alene blevet vurderet på laveste pris.
»Jeg er interesseret i, at de virksomheder, der byder på regionens udbud, reelt overholder overenskomster, sikrer brug af miljørigtige produkter og leverer den nødvendige kvalitet. Problemet er, at jeg i dag ikke kan være sikker på, at det sker – hverken i det aktuelle udbud eller i andre udbud under regionen. Vi er afhængige af, at andre fortæller os, hvis kontrakterne ikke bliver overholdt,« siger Marianne Frederik.
Det er hendes opfattelse, at regionen ikke selv gennemfører kontrol, medmindre fagforeninger eller andre aktører giver et tip ved mistanke om misligholdelse.
»Det er et problem, at vi er så afhængige af, at andre skal gøre os opmærksomme på, hvis der er problemer.«
Der er ikke konstateret nogle svigt fra den vindende virksomheds side i det aktuelle udbud, som blev tildelt i februar måned. Men diskussionen er opstået fordi regionen kun har laveste pris som tildelingskriterie.
Kun fokus på pris
En af udfordringerne er, at Region Hovedstaden i udbuddet om vinduespolering udelukkende har brugt laveste pris som tildelingskriterium. I udbud inden for andre områder vægtes også faktorer som kvalitet, miljø og sociale forhold, men disse er fravalgt i det aktuelle udbud.
I et svar til regionsrådspolitikeren skriver regionens Center for Økonomi:
“Regionen har valgt at bruge en tildelingsmodel, hvor prisen vægtes med 100 procent. Tidligere udbud inden for samme område har også benyttet denne tildelingsform, hvilket Koncernindkøb har god erfaring med.”
Når regionen vælger ud fra laveste pris, skriver leverandørvirksomheden under på, at “de lever op til overenskomsten for området, og at deres medarbejdere ikke er ansat på ringere vilkår end dem, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv overenskomst indgået af de inden for det pågældende faglige område.”
LÆS OGSÅ: Kæmpe prisforskel på vinduespolering
Desuden indeholder kontrakterne også krav relateret til miljø, herunder at “så vidt muligt skal vælges rengøringsmidler uden parfume og farve samt med lav miljøbelastning.” Regionen nævner i sit svar, at produkter med Svanemærket eller EU-blomsten opfylder anbefalingerne. Men der er ikke stilet krav om, at disse mærkede produkter anvendes.
Kravene er således ikke konkrete, da de ikke indgår direkte i tildelingskriterierne. Derfor er der stillet spørgsmålstegn ved deres reelle effekt.
Jacob Haim, der er Category Manager i Region Hovedstaden og dermed ansvarlig for udbudsprocessen, har tidligere udtalt til Rent i Danmark:
»Regionen har indarbejdet minimumskrav i udbudsmaterialet – dvs. krav, der altid i hele kontraktperioden skal være opfyldt. Vi har derfor ikke fravalgt at lade disse (miljøpåvirkning, arbejdsforhold, social dumping osv., red.) indgå i udbuddet, men derimod valgt at lade dem indgå som minimumskrav, hvilket på mange måder er mere effektfuldt.«
DI vil ændre udbud
DI Service og arbejdsgiverorganisationen SBA har også rettet fokus mod de offentlige udbud for at styrke kvaliteten og processerne i de offentlige rengøringsudbud.
»Vi ser alt for ofte udbud, hvor laveste pris vægtes højest, hvilket gør det svært at sikre ordentlige forhold for medarbejdere og levere de professionelle og værdiskabende rengøringsydelser, som branchen står for,« sagde Signe Sarka Brunstedt, projektleder i DI Service, i seneste nummer af Rent i Danmark.
Erhvervsorganisationen arbejder derfor på at udvikle et udbudsmateriale, der sikrer fair konkurrence, høj kvalitet og ordentlige forhold.
Ny iframe: