Holdånd er skyld i vores succes

 

I 2012 startede to fodboldvenner firmaet Team Rengøring i Ringsted. Nu, seks år senere, har de knap 30 ansatte, og firmaet vinder fortsat markedsandele på Midtsjælland. Ifølge de to stiftere skyldes succesen blandt andet den særlige holdånd, som de har opdyrket i virksomheden

 Tekst: Marie Enevoldsen

Team Rengøring tilbyder pakkeløsninger, så kunderne kan nøjes med én kontakt.

Martin Olsen og Tim Jepsen var i 2012 ansat som makkerpar i et vinduespudserfirma i København. De kendte hinanden godt, og ikke kun som kollegaer. De to spillede også på det samme fodboldhold og var gode kammerater. Egentlig lå det ikke i kortene, at de skulle være kollegaer, for Martin er uddannet teknisk designer, og Tim er bygningskonstruktør. Men af omveje var de begge havnet i servicebranchen, og her blev de oftere og oftere opfordret til at starte deres eget firma.

 

Stifterne Martin Olsen (billedet) og Tim Jepsen prioriterede fra begyndelsen at bruge penge på god kvalitet.

»Der var nogle af kunderne, som prikkede til os og sagde, hvorfor får I ikke et cvr-nummer? I ville få en opgave her, og I ville få en opgave der. Og så tænkte vi, at det kunne måske være spændende at lære, hvordan man gør fra bunden,« fortæller Martin Olsen.