Med købet af Elite Miljø rykkede Coor op blandt de allerstørste virksomheder på det danske marked for serviceydelser. Trods naturlige forskelligheder har et stærkt værdifællesskab gjort integrationen af de to virksomheder lettere
- Jeg tror stenhårdt på, at man på lang sigt klarer sig bedre, hvis man opfører sig ordentligt. Siger Jørgen Utzon.
2018 var ikke mange dage gammel, da servicevirksomheden Coor Service Management A/S meddelte, at den havde opkøbt rengøringsselskabet Elite Miljø A/S. Midt i februar godkendte konkurrencemyndighederne endeligt handlen, og siden har et intensivt integrations- og fusionsforløb været i fuld gang.
Den nye virksomhed bliver ført videre under navnet Coor og bliver en af de største spillere på markedet for serviceydelser i Danmark. I forbindelse med navneskiftet er en større brandingproces derfor sat i værk, så arbejdstøj, brevpapir, biler, bygninger og markedsføring mv. erstattes af koncernens overordnede logo og visuelle identitet.
Bevidst tilgang til fusionsproces
Det er aldrig let at sammenlægge to virksomheder med hver sin kultur, organisationsstrukturer og it-systemer men Coors administrerende direktør Jørgen Utzon kan se tilbage på et forløb, der er forløbet mere smertefrit end beregnet.
»Når man tænker på, hvor svært det kan være at integrere to store virksomheder med hver sin identitet, er det gået rigtig godt. Jeg håber, det skyldes, at vi fra starten valgte den tilgang, at den ene virksomhed ikke var mere værd end den anden. Vi tog synergieffekter i organisationen, der hvor de gav mening for den fremadrettede virksomhed,« fortæller Jørgen Utzon med henvisning til, at der i mange opkøb mere tages udgangspunkt i, hvem der køber hvem.
Ifølge Jørgen Utzon har et tæt værdifællesskab i høj grad medvirket til at fremme integrationen af Coor og Elite Miljø.
»Elite Miljø og Coor tager udgangspunkt i de samme grundlæggende værdier. Ord som ordentlighed, kvalitet og medmenneskelighed samt passionen for at gøre det let for kunderne præger begge virksomheder. Hvis vores værdier havde været helt forskellige, ville det naturligt føre til frafald af kunder og medarbejdere. Det havde givet bølger på alt, hvad man måler en virksomhed på. Det har heldigvis ikke været tilfældet hos os.«
Værdier overvinder bølgeskvulp
Helt uden bølgeskvulp har sammensmeltningen af de to virksomheder imidlertid ikke været, erkender Jørgen Utzon.
»Det er udfordrende og krævende at arbejde med en integration af denne størrelse, og vi lærer meget under processen. Fordi vi ligner hinanden meget, har vi konstruktivt kunnet håndtere de udfordringer, der naturligt opstår i så stor en forandringsproces. Her er jeg overbevist om, at de fælles grundlæggende værdier har understøttet processen og gjort det lettere at integrere de to virksomheder.«
Ordentlighed sikrer succes
Netop de fælles værdier er en kritisk faktor i arbejdet med at opbygge en stor og slagkraftig virksomhed, der tager udgangspunkt i kundeservice, høj kvalitet og gode arbejdsvilkår for medarbejderne i stedet for at fokusere på pris og kortsigtede gevinster.
»Jeg tror stenhårdt på, at man på lang sigt klarer sig bedre, hvis man opfører sig ordentligt. Ordentlighed er ikke noget, der hæmmer dine mål som virksomhed. Jeg tror tværtimod, det understøtter dine muligheder for succes,« understreger Jørgen Utzon.
Fakta om Coor:
- Coor-koncernen har flere end 10.000 medarbejdere ansat primært i Danmark, Sverige, Norge og Finland.
- Coor betjener både offentlige og private virksomheder i alle størrelser og brancher med interne services som kantinedrift, rengøring, receptionsservice og andre såkaldte soft FM-services. Herudover leveres hard FM-services som håndværksservice, ejendomsvedligeholdelse og energioptimering. Endelig leveres strategisk rådgivning i form af rapporteringer og projektledelse.