Bedre og mere fleksible jobmuligheder til borgere i Helsingør Kommune. Sådan lyder aftalen, som Forenede Service netop har indgået med det lokale jobcenter. Samarbejdet skal sikre bedre muligheder til et stigende antal borgere, der af fysiske eller psykiske årsager ikke kan arbejde fuld tid, lyder det fra HR-chef i Forenede Service, Kenny Mitchboe.
Et samarbejde mellem Forenede Service og Helsingør Jobcenter skal sikre, at flere borgere i kommunen får muligheden for at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Samarbejdet er indgået i kølvandet på en længere periode, hvor kommunen har søgt mere fleksible jobordninger, hvor virksomhederne tilbyder praktik og ordinære jobs ned til få timer om ugen.
”På den ene side har vi lokale virksomheder, som har opgaver, der overstiger antallet af ansatte – og som derfor ikke bliver løst. På den anden side har vi en gruppe borgere, der vil tilbage på arbejdsmarkedet, men som ikke kan varetage en fuldtidsstilling,” forklarer Jane Kruse, virksomhedskonsulent i Helsingør Kommune, og tilføjer:
”Med samarbejdet med Forenede Service følger fleksible ordninger, der strækker sig fra få til 37 timer. Konkret giver det os helt nye muligheder for at tilbyde vores borgere småjobs, der kan hjælpe dem godt tilbage på arbejdsmarkedet”.
Mange bække små
Arbejdet med at få borgere på kanten af arbejdsmarkedet tilbage i jobs har i tre år været et indsatsområde i Forenede Service, der i 2018 havde mere end 360 borgere i aktivering. Hver anden kom efterfølgende i job.
”Mange borgere vil gerne arbejde, men de mødes af krav fra virksomhederne, som de ikke kan efterkomme – hverken fysisk eller psykisk. Jeg tror, at det handler om, at virksomhederne er bange for en øget mængde administration, hvis de ansætter flere i mindre jobfunktioner og timeantal – men virkeligheden er en anden,” forklarer HR-chef i Forenede Service, Kenny Mitchboe, og uddyber:
”Jobcentrene er en god hjælp. Både administrativt og i forhold til eventuelle opkvalificeringer af den enkelte borger. Erfaringen er, at vi med en fælles indsats og ved gensidig interesse kan udvikle samarbejdet med den enkelte borger på sigt – i såvel antallet af timer som øget og andet indhold i arbejdsdagen. Dét er socialt ansvar, som giver værdi – og jeg håber, at flere virksomheder fremover får øjnene op for fordelene ved at ansætte borgere i småjobs”.
LÆS OGSÅ: “ISS gør en forskel for udsatte borgere”
Flere jobcentersamarbejder på vej
I Forenede Service oplever man en stigende interesse for jobcentersamarbejder– fra såvel serviceledere som medarbejdere og landets kommuner. De takter glæder Kenny Mitchboe:
”I løbet af de sidste tre år har vi indgået 53 samarbejder med jobcentre rundt om i landet. Foruden Helsingør Kommune samarbejder vi med blandt andre Allerød, Holstebro og Tårnby – og der er flere på vej, som vi ser frem til at kunne løfte sløret for,” lyder det fra Kenny Mitchboe.