Dansk Rengøringsteknisk Forening samler branchen i et netværk om nye markedstendenser og faglig viden. Men formand Lena Kristensen mener også, der er behov for at ruste mellemledere til at agere i den branche som formentlig har flest forskellige nationaliteter og kulturer ansat på de samme arbejdspladser
På en af de arbejdspladser som Lena Kristensen har ansvaret for gennem sit job i ISS er der kun tre med dansk baggrund ud af en medarbejderstab på 40. Resten af medarbejderne har forskellige etnicitet, kulturer og vaner. Mangfoldigheden på arbejdspladsen er et kendetegn for mange rengøringsvirksomheder, og det fungerer godt mange steder. Arbejdskraft med udenlandsk baggrund er en nødvendighed for at rengøringsbranchen kan udfylde sin rolle.
Men for Lena Kristensen, formand gennem de sidste 6-7 år for Dansk Rengøringsteknisk Forening (DRF), så er mangfoldigheden også en udfordrende faktor for lederne i branchen.
»Det er klart der er sproglige udfordringer, og der kan opstå konflikter når medarbejderne kommer fra forskellige kulturer og har forskellige vaner. Derfor tror jeg, vi bør være langt bedre til at hjælpe vores rengøringsledere til at kunne håndtere de konflikter, der kan opstå på arbejdspladserne. Gør vi ikke en større indsats fra branchens side sammen med uddannelsesstederne på dette område, så synes jeg vi lader de mange mellemledere lidt i stikken,« siger Lena Kristensen.
»Der er gode kurser og uddannelser for rengøringsmedarbejderne, men ikke så mange tilbud om kompetenceudvikling til vores ledere. Alle rengøringsvirksomheder oplever det her med en meget bredt sammensat medarbejdergruppe og det stiller store krav til lederne ude blandt medarbejderne. Jeg tror, vi kan gøre langt mere for at få skabt nogle gode uddannelsestilbud, hvor lederne rustes til både at rumme de mange forskellige behov og ønsker, der er i en mangfoldig medarbejdergruppe, men også at kunne håndtere de konflikter, der naturligvis også opstår. Som forening kan vi i DRF tage dialogen med uddannelsesstederne, men jeg synes ligeledes rengøringsvirksomhederne skal presse på her,« siger Lena Kristensen, der som kundechef i ISS inden for Health Care har ansvar for både jyske arbejdspladser og for arbejdspladser i hovedstadsområdet.
»Jeg kan godt se, at branchen er mest ramt i hovedstadsområdet af det her, men der er efterhånden også mange forskellige etniciteter på jyske arbejdspladser, så det er en udfordring for rigtig mange i branchen. Og derfor skal vi også klæde de ledere på som står midt i udfordringerne.«
Flere skal have uddannelse
DRF’s formand slår også gerne til lyd for, at endnu flere rengøringsassistenter får mere uddannelse. Hun ser en tendens til, at kommuner og hospitaler får sendt en del medarbejdere på uddannelse, men at de private halter bagefter.
»I det private skal vi hele tiden måle op imod bundlinjen. Men tænker man for kortsigtet, så går man også glip af den værdi en uddannet og faglig dygtig assistent kan tilføre virksomheden. Vi har gode rengøringstekniker- og serviceassistentuddannelser, så det handler primært om, at vi prioriterer at få sendt nogle medarbejdere af sted.«
»Du får en bedre assistent, en mere glad assistent, en mere fagligt dygtig assistent. Så her og nu er det en omkostning. Men det tjener sig jo hjem.«
Lena Kristensen ser i øjeblikket en tendens til, at udbyderne lægger mere vægt på uddannelse. For i et stigende antal udbud stilles krav til, at medarbejdere har uddannelse som serviceassistent.
»På den måde lægges der et pres på os, der leverer serviceydelserne. Det finder jeg kun godt.«
Fra kosmetolog til chefjob
Lena Kristensen har fulgt rengøringsbranchen siden hun var ganske ung og har arbejdet på mange niveauer og i forskellige jobfunktioner gennem årene. Oprindelig er hun uddannet kosmetolog og havde job i Matas, men sagde op på grund af de mange skæve arbejdstider.
Hun var ung og brændte for at prøve noget helt andet. Hun vidste dog ikke helt hvad, men hendes mor sagde, at hun i hvert fald ikke skulle gå rundt uden arbejde. Moderens veninde var rengøringsleder på Herlev Sygehus, og ret hurtigt blev det arrangeret sådan, at unge Lena tog et rengøringsjob, mens hun tænkte over sin jobsituation. Det blev hurtigt til mere ansvar og flere jobs i branchen.
Lena Kristensen har bl.a. været rengøringsleder, arbejdet med facility management hos Novo og er nu kundechef i ISS med ansvar for en række store kunder såsom Københavns Universitet, en række sygehuse og medicinalvirksomheder. I gennem årene er kosmetologuddannelsen suppleret med et hav af kurser og uddannelser inden for rengøring, ledelse og projektadministration. For som hun siger, så har nysgerrigheden for hele tiden at lære nyt drevet hende frem i branchen.
Unikt netværk
Det er ligeledes hendes iver efter at følge med i branchens udvikling, som for mere end tyve år siden bragte hende ind i bestyrelsen i Dansk Rengøringsteknisk Forening, hvor hun i dag er formand.
»Hvis ikke man følger med i, hvad der foregår i branchen, risikerer man at gå i stå personligt og arbejdsmæssigt. I gennem arbejdet i DRF bliver jeg inspireret af, hvad der foregår, jeg får mulighed for at følge med i markedet og i den nyudvikling, der hele tiden er i gang af udstyr, maskiner og metoder,« siger Lena Kristensen og fortsætter:
»Det er også derfor, jeg hele tiden slår til lyd for, at mange flere i vores store branche burde melde sig ind i foreningen. For det er en unik mulighed for at få et netværk både med ens konkurrenter og kolleger, men også på tværs af de aktører, som involverer sig i DRF. Vi har jo medlemmer både blandt rengøringsvirksomheder, leverandører, indkøbere og rengøringsledere i det offentlige med videre. På den både er det hele branchen, der mødes igennem DRF og det er vores styrke.«
Og selvom Lena Kristensen i dag arbejder i landets største rengøringskoncern, som selv afholder interne uddannelser og erfa-grupper, så ser hun et stort behov for også at involvere sig udadtil i branchen.
»I ISS er vi så store, at vi kan rigtig meget selv, og der er nok også en tendens til at megen udvikling foregår i vores eget hus. Men jeg slår også herinde et slag for, at vi skal række ud og være med i branchens fællesskaber, for det giver altså inspiration og udvikling begge veje. Og det tror jeg gælder uanset, om man sidder i en lille eller en stor rengøringsvirksomhed,« siger Lena Kristensen, der bruger en betydelig del af sin fritid på formandsopgaven.
Det er hendes oplevelse, at medlemmer af DRF på trods af mulighederne for digitale netværk fortsat har behov for det personlige mødested og de faglig input, som foreningens to årlige seminarer, studieture, foredrag og temadage byder på.
»Vi kan se, at når folk først er begyndt at benytte sig af arrangementerne, så kommer de igen og igen, for netværket er inspirerende og udbytterigt for deres daglige arbejde. Vores største udfordring som forening er, at få de nye og unge i branchen til at mele sig ind og få dem til at møde op til de første arrangementer. Men når først de er her, så holder mange også ved. Det siger jo noget om, at der er noget at komme efter,« siger Lena Kristensen.
At de fysiske møder og netværk stadig har så stor betydning tilskriver Lena Kristensen blandt andet tendensen til, at folk i dag har så travlt i hverdagen. Det er stadig sjældnere, at man ringer til hinanden eller tager sig tid til en uformel kop kaffe med en kollega i branchen. Sælgerne kommer heller ikke så hyppigt på besøg ude i virksomhederne. De naturlige møder og mødesteder er svundet ind, og det gør en forening med netværk og faglige input moderne og nødvendig igen.
Aktuelle temaer: Bærdygtighed og Insta
»Vi kigger rundt i hele branchen og forsøger at tage temaer op som er oppe i tiden, og hvor der er behov for faglige input. Vi kigger bredt rundt i både rengøringsselskaber, kommuner, hospitaler og leverandører for at kunne tage de emner op som er relevante,« siger Lena Kristensen.
På forårets seminar er bæredygtighed således et centralt tema, mens det til efteråret blandt andet kommer til at handle om kvalitetskontrol og Insta800.
»Insta800 fylder stadig mere i de offentlige udbud. Det er fint, at der stilles krav om kvalitet og kvalitetskontrol, men det afføder behov for, at vi stiller skarpt på emnet, for når der samtidig kan følge en bod på måske 100.000 kroner med, kan det gøre rigtig ondt på de små rengøringsvirksomheder,« lyder det fra formanden. På det forestående seminar i marts bliver det bæredygtighed og verdensmål, som fylder dagsordenen:
»Vi bliver i stigende grad også målt på vores evne til at levere bæredygtige løsninger. Bæredygtighed er blevet et konkurrenceparameter,« siger Lena Kristensen.