Synspunkt fra SBA: Investeringsplan for Danmark
Tekst: Jørgen Utzon, formand for Servicebranchens Arbejdsgiverforening
COVID-19 har medført mærkbare og alvorlige konsekvenser for os alle. Effekterne er på den lange bane uforudsigelige, og epidemien er omsiggribende. Vi i står foran en økonomisk krise, der tegner sig dybere og dybere for hver dag. Prognoserne fra Danmarks Nationalbank viser, hvor dybt krisen kan sætte sig i den danske økonomi. Beskæftigelsen rasler i bund, og ledigheden ryger i vejret. Det ser slemt ud for servicesektoren, som lige nu er i frit fald.
Derfor er det også vigtigere end nogensinde at stoppe op, planlægge og se fremad. Frem for alt skal vi gøre alt, hvad vi kan for at holde hånden under danske virksomheder og job, som igen skal bære Danmark på den anden side af krisen.
Men vi må indstille os på, at der er lang vej, før vi igen ser normale tilstande i Danmark. Derfor har vi også en fælles opgave foran os. Og her kommer service- og rengøringsvirksomheder til at spille en central rolle, mens vi i coronaens skygge kæmper for at få samfundets hjul op i omdrejninger.
Udfordringen med manglende opgaver og konkurser i sigte vil kalde på flere offentlige ressourcer og mere fleksibilitet. Jeg vil derfor gerne rose regeringen og Folketinget, der på rekordtid blev enige om økonomiske hjælpepakker til erhvervslivet fordelt på lønkompensation, garantier og likviditetshjælp. Det er i sagens natur afgørende for mange virksomheders eksistens her og nu. Men selvom hjælpepakkerne er rigtig gode, er mange rengøringsvirksomheder, især de små og mellemstore, fortsat under et enormt pres og voldsom belastning.
Offentligt-privat samarbejde er altafgørende
Rigtig mange, særligt små og mellemstore rengøringsvirksomheder, har deres lokale kommuner som største kunder. Vi har set efterspørgslen falde, og aflyste aftaler og ordrer risikerer nemt at føre til konkurser.
Men som formand i Servicebranchens Arbejdsgiverforening ser jeg heldigvis også mange gode eksempler på kommuner, som hjælper ved at fremrykke igangværende eller indgåede aftaler. Måske den delvise åbning af skolerne også kan kaste opgaver og omsætning af sig. Og på den måde fortsætte og styrke samarbejdet under coronakrisen.
Jeg ser heldigvis også mange
gode eksempler på kommuner,
som hjælper ved at fremrykke
igangværende eller indgåede aftaler.
Det glæder mig at se kommuner udvise den nødvendige fleksibilitet og understøtte likviditet med fremrykning af betalinger og udskydelse af opkrævninger hos de virksomheder, som til hverdag udfører vigtige opgaver for kommunerne.
Som jeg ser det, er den offentlige sektor en nødvendig del af genopretningen af den samlede økonomi, beskæftigelse og vækst i Danmark. Sammen kan den offentlige sektor og servicebranchen blive en meget vigtigt og økonomisk stærk spiller i at få Danmark tilbage på sporet, efterhånden som coronaen løsner grebet om os.
For vi skal have den økonomiske aktivitet tilbage på sporet. På samme tid gør vi klogt i at have sigtelinjer mod det samfund, vi ønsker at se på den anden side af krisen og sikre, at det får et bæredygtig og grønt aftryk. Når vi er ovre det første økonomiske chok, skal vi have en plan for at komme op i gear igen. Her kan vi samlet stå stærkt og gøre en stor forskel for branchens og Danmarks økonomi i fremtiden.