Serviceassistenten arbejder med liv og død

Jesper Løvig Kanstrup har et afvekslende job som serviceassistent og medlem af akutteamet på et sygehus

Når der er hjertestop eller lemlæstede patienter på vej ind på Traumecentret på AUH, universitetshospitalet i Skejby, smider Jesper Løvig Kanstrup moppe og rengøringsartikler for at træde til. For han er også en del af det akutte beredskab på hospitalet.
Som nyuddannet hospitals serviceassistent er det således et varieret job den 29-årige Jesper Løvig Kanstrup har. Jobindholdet spænder over rengøring, patientkontakt, hjertemassage, hjælp til at håndtere akutte patienter, når de ankommer til akutafdelingen og meget mere.
Til DM i Skills stiller Jesper Løvig Kanstrup op for at promovere sit fag.
»Jeg vil gerne være med til at aflive nogle fordomme om, at der kun er ældre mennesker i det her fag og samtidig vise, hvor varieret et jobindhold, man kan have. Mange tror fejlagtigt, at man kun gør rent, men jeg vil anslå, at kun 20 procent af min tid går med rengøring,« siger Jesper Løvig Kanstrup.
Arbejdsomgaverne omfatter også transport af patienter rundt på hospitalet, deltagelse i traumeteamet som højre hånd for sygeplejerskerne i akutte situationer og meget mere.
»Det er meget afvekslende dage, hvor man får følelsen af, at du gør en forskel. Ofte står vi med liv og død tæt på, hvor vores indsats kan gøre en forskel.«


Fra souschef i Rema1000 til serviceassistent

Jesper Løvig Kanstrup blev færdiguddannet som serviceassistent for godt et halvt år siden og fik straks job på Skejby Sygehus. Før uddannelsen var han i næsten ti år i REMA1000, hvor han først var elev og ret hurtigt avancerede til souschef i en REMA-butik.

LÆS OGSÅ: Servicefag med til Skills for første gang


»Jeg var glad for butiksjobbet, men det krævede alt for mange timer, og jeg kunne til sidst ikke holde til det. Nogle dage stod jeg op klokken 4 og kom hjem klokken 21.«
Jesper Løvig Kanstrup kunne mærke, at han var nødt til at skifte branche, men var i vildrede med, hvad han skulle.
»Men for mig har serviceassistent-uddannelsen og jobbet på sygehuset vist sig at være sagen. I stedet for kundekontakt har jeg nu patientkontakt. Jeg har en hverdag, hvor der stadig sker rigtig meget og hvor man er i gang hele tiden. Jeg kan gode lide et job, hvor man får noget fra hånden. Og så har jeg lært en masse nyt, for det er klart, at foruden de klassiske opgaver som serviceassistent, så har jeg fået uddannelse for at kunne indgå i akutteamet. Det er dejligt med forskellige udfordringer og en stor vekselvirkning af opgaver i hverdagen,« siger Jesper Løvig Kanstrup.