Stoltheden skal tilbage i rengøringsfaget. Vejen frem er mere uddannelse, så rengøring kan blive et fag på lige fod med andre håndværk.
TEKST: TORBEN ELSIG-PEDERSEN, torben@rentidanmark.dk
Dumping af priser og manglende kvalitet blandt nogle få aktører i rengøringsbranchen har i flere år sat skår i branchens image. Men med coronakrisen har samfundet fået øjnene op for, at rengøring og hygiejne har afgørende betydning for vores velfærd. Det afsæt bør bruges til at højne fagets anerkendelse. Det var budskabet, da Dansk Rengøringsteknisk Forening 8. juni holdt temadag om branchens image.
»Vi skal flytte på branchens anseelse ved at se rengøring som et håndværk på lige fod med andre fag. Det vil give mere anseelse til branchen, hvis flere får en uddannelse og det giver stolthed blandt medarbejderne, når faget respekteres,« lød det fra Malene Jæpelt, der er konsulent i Dansk Erhverv og netop fratrådt sekretariatsleder i Danske Service.
Kun to procent af de mange rengøringsassistenter har i dag en faglig uddannelse inden for faget. Det tal bør hæves betragteligt, for det kræver viden at kunne gøre rigtigt rent.
Sammen med 3F kører Danske Service en kampagne for at sætte fokus på, at der er forskel på at gøre rent og på at gøre rigtigt rent.
»Budskabet er, at virksomheder og det offentlige bør vælge rengøringsleverandører, der har styr på fagligheden og kan levere kvalitet. For der er forskel på at gøre rent og gøre rigtig rent. Efter coronakrisen kan vi se, at der i befolkningen er interesse for at få gjort ordentlig rent i de offentlige rum,« siger Malene Jæpelt, der vil bruge det som afsæt for at gøre rengøringens betydning mere synligt.
»Vi er nødt til at prioritere rengøring også efter coronakrisen. Desværre kan vi se, at de ekstra penge, kommunerne afsatte til rengøring under coronakrisen mange steder er sparet væk igen.«
Politikere taler faget ned
Et vigtigt led i at hæve fagets anerkendelse er også, at rengøring prioriteres politisk. Desværre har flere statsministre ikke bidraget til det modsatte. For nogle år siden fik Lars Løkke Rasmussen sagt at rengøring kan bidrage til integration, fordi “man ikke behøver tale med sin moppe og sin spand”. Og i sin nytårstale i år talte Mette Frederiksen servicebranchen ned ved at give udtryk for, at alle kan bidrage til velfærd med at smøre madpakker og gøre rent. Hensigten var måske en anden. Men i realiteten er budskaberne med til at nedgøre fagligheden.
»Vi ønsker, at rengøring bliver anset som et fag med en faglighed. Det skal være et håndværk på lige fod med andre fag,« siger Malene Jæpelt. »Vi skal væk fra at tro, at fordi man har støvsuget hjemme i stuen, så kan man også gøre rent på en professionel måde.«
Mere fokus på servicebranchens betydning vil give medarbejderne større jobprestige. Man skal med stolthed kunne sige, at man arbejder med rengøring.
Faglighed er fælles ansvar
Formanden for Dansk Rengøringsteknisk Forening, Jytte Hansen, slog på temadagen også fast, at mere formel uddannelse til medarbejderne er vejen frem.
»Vi skal alle være med til at tale det op, at en rengøringsuddannelse har betydning for fagligheden og dermed for branchens anseelse. Både private rengøringsselskaber og det offentlige må være fælles om at løfte branchen og det sker blandt andet ved at støtte at flere får en uddannelse,« siger Jytte Hansen.
Og for at tiltrække flere unge til branchen, er det ifølge Malene Jæpelt vigtigt, at branchen viser, at der er mange karriereveje inden for rengøring og servicefag.
—