Nytænkende rengøringsmesse midt i Danmark

Dansk Rengøringsteknisk Forening og Odense Congress Center har indgået et samarbejde om at samle rengøringsbranchen til Rengøringsmessen Rent i Danmark, der får sit navn fra konceptets mediesamarbejde med fagmediet Rent i Danmark. Tiltaget bliver et helt nyt koncept, der løber af stablen i Odense i oktober 2024.

DRF holder i disse dage 40 års seminar og udstilling. Ved åbningen blev sløret løftet for en ny fagmesse, der skal samle rengøringsbranchen og facility managementområdet.

Rengøringsbranchen er i vækst med en omsætning på godt 33 milliarder kroner om året og en beskæftigelse på omtrent 53.000 årsværk. En del af væksten hænger sammen med at være nytænkende, og det er også en passende beskrivelse for resultatet af det spirende samarbejde, der har taget form mellem to store aktører siden forsommeren i år.  

I september blev partnerskabet mellem Odense Congress Center (OCC) og den professionelle brancheforening Dansk Rengøringsteknisk Forening (DRF) realiseret, og de to partnere løfter i dag sløret for et nyt messekoncept med navnet Rengøringsmessen Rent i Danmark.

– Messen kommer til at løbe over to dage i oktober 2024 og skal være et fagligt mødested, hvor vi har fokus på Facility Management til gavn for både leverandører, beslutningstagere, indkøbere, brugere og andre interessenter i branchen, udtaler Jytte Hansen, Bestyrelsesformand i Dansk Rengøringsteknisk Forening.  

En messe med et stærkt, fagligt fundament 


Konceptet er allerede kommet godt fra land, idet Odense Congress Center og Dansk Rengøringsteknisk Forening begge er eksperter inden for hver deres felt.

Dertil kommer et godt mediesamarbejde med fagmediet Rent i Danmark og mere specifikt Magasin Huset, der desuden er repræsenteret i det advisory board, som skal inddrage et stærkt og professionelt udvalg af aktører inden for rengøringsbranchen. Det er udgiver og redaktør Torben Elsig-Pedersen, der repræsenterer Magasin Huset.

Det rette match


Odense Congress Center har tidligere dannet ramme om rengøringsbranchen, men det er første gang, at messe- og konferencecenteret er medarrangør på en rengøringsmesse. Heldigvis er samarbejdet med brancheforeningen et godt match, der forankrer en faglig ekspertviden i den nye messe.

– Vi ser virkelig frem til samarbejdet, for både Dansk Rengøringsteknisk Forening og også samarbejdet med mediet Rent i Danmark har en helt afgørende rolle for at skabe en messe med et kvalitetssikret fagligt niveau, siger Morten Ihlow, messe- og eventchef på Odense Congress Center.

Det er da også en solid erfaring, som Dansk Rengøringsteknisk Forening bringer til bordet.

– I år fejrer vi 40 års jubilæum med et todages seminar. Vi har gennem mange år holdt to årlige seminarer med både foredrag og udstilling, og det vil vi fortsætte med. Men messe kan noget helt andet, og det et koncept, som vi glæder os meget til at udvide vores aktiviteter med – især når det sker sammen med Odense Congress Center, hvor vi kan gøre det i helt stor skala, siger DRF-formanden Jytte Hansen.

En helt central placering


Dansk Rengøringsteknisk Forening glæder sig med andre ord over det nye koncept og begejstringen er også tydelig at spore hos medarrangøren Odense Congress Center.

– Vi er beærede over, at brancheforeningen har set os som en ideel medarrangør. Vores placering midt i landet har nok også spillet ind, men vi bidrager selvfølgelig med en afgørende og virkelig stor viden om, hvordan man samler mennesker og arrangerer messer, så vi glæder os til at føre det nye messekoncept ud i livet, udtaler Odense Congress Centers messe- og eventchef Morten Ihlow. 

Helt nye muligheder


Rengøringsmessen vil forløbe over to dage i 2024 – den 3. og 4. oktober, men der er allerede tyvstart på eventet med et seminar den 2. oktober. Den første dag bliver derfor dedikeret til faglige oplæg for foreningens medlemmer, mens de to øvrige dage byder velkommen til selve messen, hvor ekstra kvadratmeter betyder større stande til at fremvise produkter og services og plads til flere udstillere og gæster.

Link til messen:

Rengøringsmessen Rent i Danmark