Moral er vigtigere end eksamenspapirer.
Uddannet arbejdskraft, ærlighed, erfaring og en stålsat vilje til at gøre – næsten – alt for sine kunder. Gitte Moulin har drevet rengøringsvirksomheden Combi Clean i 26 år, og hun holder fast i de gamle dyder.
Tekst: Martin Hoffmann Kønig, redaktionen@rentidanmark.dk
En hvid Range Rover glider stille ind på parkeringspladsen foran kontorbygningen på Kirkebjerg Parkvej i Brøndby. Klokken er præcis som aftalt, og Gitte Moulin, salgsdirektør og ejer af rengøringsfirmaet Combi Clean, er klar til at fortælle om den virksomhed hun har drevet siden 1996.
Lækre moderne kontormøbler fylder hendes ellers mennesketomme kontor. At drive rengøringsvirksomhed er ikke for folk med hang til at sidde på kontor. Det er ”i marken”, hos kunderne, at virksomhedens drift foregår.
I et af kontorets vitrineskabe står et par bøger. Den ene handler om kosmetiske operationer, og selvom aftalen egentlig er, at vi skal drible udenom emnet, så kræver det ikke mange googlesøgninger at finde ud af at Gitte Moulin, udover at være en dygtig forretningskvinde, også er særdeles erfaren udi kosmetiske operationer. Et emne hun gerne rådgiver andre kvinder om, og som har kastet kulørte artikler og reality-tv af sig.
»Jeg er meget ærlig omkring, hvad jeg har fået lavet af kosmetiske operationer, og jeg har fået lavet mange. For mig handler det om, at føle sig tilpas i sin krop og om at have den udstråling, der passer til ens sind,« siger hun.
I det hele taget er virksomhedslederen og mennesket Gitte Moulin helt den samme, og hun gør det hurtigt klart, at hun er mere til handling end til snak, og at ærlighed er en af de menneskelige værdier hun sætter allerhøjest. Meget gerne iblandet en rask portion humor og selvironi, og derfor er det også hende selv, der har introduceret “blondinen med de tre gazeller.”
Leder med kulørt side
En fortælling hun gerne deler ud af på de sociale medier, og hun er kendt som hende, der har gjort rengøring sexet.
Den kulørte side skygger ikke for, at Gitte Moulin er en myreflittig, dygtig og dedikeret virksomhedsleder, og gazellerne er rigtige nok. De står alle tre på kontoret som fysiske vidnesbyrd om hendes succes.
Gitte Moulin stiftede i 1996 Combi Clean sammen med sin eksmand, men i dag er hun eneejer og salgsdirektør, og firmaet er en professionel rengøringsvirksomhed med ”blikket” stift rettet mod erhvervsrengøring.
Hun er klar i mælet, når hun skal sætte ord på formlen for sin succes i rengøringsbranchen.
Kvalitet, fleksibilitet, personlige relationer, ærlighed og altid at give kunden det de har betalt for – og gerne lidt mere.
»Det sker ofte, at jeg er ude hos en potentiel kunde, og så siger nej tak til opgaven. For det allervigtigste er, at der er en sammenhæng mellem tid og kvalitet. Jeg vil ikke ødelægge mit gode navn i branchen ved at sige ja til en opgave vi ikke kan løfte. Hvis du googler Combi Clean, så vil du ikke finde én eneste dårlig omtale. Jeg har en LinkedIn profil med 6000 connections og mellem 50-100.000 visninger på hvert opslag samt virkelig mange kommentarer. Mange fra vores kunder. Det kræver selvfølgelig, at vi er helt fremme i skoene, og sikrer, at der ikke er noget dårligt at sige om Combi Clean. Det hele handler om ordentlighed, ordholdenhed, fleksibilitet og ærlighed, men også om selvironi. Det er vores kernefortælling,« siger hun.
Afsted med støvsugeren
Firmaets skabelseshistorie er en klassisk iværksætterfortælling om effekten af benhård kold kanvas, hvor Gitte Moulin brugte sine eftermiddage på at gå fra dør til dør i et industriområde, for at uddele flyers om firmaets kvaliteter, for i aften- og nattetimerne at hanke op i en bedaget Miele støvsuger og selv gøre rent hele natten. Efter en lang nats arbejde skulle familiens to små børn have omsorg.
»Det var et mas hele tiden at skulle ud og skaffe nye kunder, men det var jo det, der skabte vores hurtige vækst. Jeg tror egentlig, at jeg startede på et ret godt tidspunkt. For det første var det en tid, hvor der ikke var lige så mange rengøringsfirmaer som i dag. Priserne var ikke så pressede, og de virksomheder jeg kom ud til, var modtagelige for kold kanvas. Jeg tog jo bare ud i et industrikvarter, havde mine flyers med mig og så præsenterede jeg, hvad jeg kunne. Folk var virkelig åbne over for den måde. Det findes stort set ikke længere. I dag kører man det rent online eller via mødebookere, og så står man ude hos en potentiel kunde sammen med tre til fire andre firmaer. Så må jeg stå der mellem Store Klaus og Lille Klaus og forsøge at sælge Combi Clean bedst muligt,« siger hun.
Personlige relationer
Man er ikke i tvivl, når man er i stue med Gitte Moulin. Hun sætter gerne sig selv på spil, og sådan er hun også som virksomhedens chef.
»Kvalitet og den personlige relation til mine kunder er vigtige parametre for mig og virksomheden. Derfor finder man mig ofte ude hos vores kunder, hvor jeg selv er med til at løse forskellige opgaver. At deltage i marken er kvalitetssikring på alle niveauer og en forudsætning for, at jeg bevarer min føling med pladserne, respekten for vores kunder og tilliden fra mine medarbejdere. Jeg har ikke nogen varer, jeg kan vise kunderne. Det her handler om ren og skær tillid. Kunderne har købt i tillid til mig, og derfor er jeg også med hele vejen, og har ofte kontakt med kunderne flere år efter, at vi er startet op,« siger hun.
I det hele taget har Gitte Moulin de mange hattes stilling, og hun er helt bevidst om, at hun ville være et nemt offer for stress.
»Man undgår stress ved at fjerne alle ens skyer. Hvis man sidder og tænker på alle de ting, man skal have ordnet, så går det galt. Jeg er født i jomfruens tegn, og vi er kendt for at have tjek på tingene, og for at putte alting i kasser. Det er præcis de træk, der er min største force. Jeg kan grundlæggende godt lide, at der er orden og styr på tingene, og det kræver jeg også af mine inspektører. Kvalitet i arbejdet er at gøre det rigtige, også når folk ikke ser på,« siger hun.
Samarbejde er vejen frem
Gitte Moulin har drevet rengøringsvirksomhed i en tid, hvor licitationer var til at have med at gøre, også som mindre virksomhed, og det gav mange store kunder i Forsvaret, på handelsskoler og flere kommuner.
Opgaver, der boostede virksomhedens vækst, og da det gik bedst, havde hun over 300 medarbejdere, men markedskravene har ændret sig, og det smitter af på mulighederne for fortsat vækst.
—
SENESTE ARTIKLER:
- Nordisk samarbejde fejrer Rengøringsdag
- Nilfisk får stort showroom ved Vejle
- Kärcher: Gør din rengøring smartere, mere miljøvenlig og billigere
- Danmark ville være ret beskidt uden udenlandsk arbejdskraft
- 3F belønner visse medarbejdere med 5.000 kroner
—
Corona-nedlukningen gjorde også ondt på Combi Clean, og antallet af medarbejdere er faldet til mellem 40 – 45 fuldtidsansatte. Derudover er der faste aftaler med vikarbureauer, der skaffer uddannede medarbejdere til konkrete opgaver og et korps af samarbejdspartnere, typisk enkeltmandsejede rengøringsfirmaer. Alt regnskabsarbejde, faktureringer, løn, reception og kontorhold er udliciteret.
Mistede 60 ansatte på en dag
»I dag er kravene til de virksomheder, som deltager i licitationer om rengøringsopgaver kæmpestore. En gang imellem tænker jeg, at det er som om man glemmer, at vi er i lille Danmark, for kravene udelukker rigtig mange små og mellemstore rengøringsvirksomheder for at kunne byde sig til. Vel at mærke virksomheder, der ellers sagtens kunne håndtere rengøringen i en større dansk kommune. Da jeg mistede de store licitationskunder, mistede jeg også op til 60 medarbejdere på én dag. Egentlig er det også det sjove ved rengøringsbranchen, for man kan vækste utrolig hurtigt et år, hvis man for eksempel vinder fire licitationer, for så i årene efter at ryge ned igen. Jeg tror, at rengøringsbranchen er en af de brancher, hvor det går allerstærkest både op og ned,« siger hun og fortsætter:
»Jeg kunne godt efterlyse lidt større sammenhold og fællesskab i rengøringsbranchen, for hvis vi var flere virksomheder, der gik sammen om en licitation, så ville vi have en chance. I dag er det min opfattelse, at det kun er de allerstørste firmaer, der har en chance for at få opgaverne. For eksempel kan der være et krav om, at den bydende virksomhed skal have en egenkapital på 10 mio. kr., og det udelukker mange mindre firmaer. Efter min mening burde man også se på elementer som virksomhedens anciennitet i branchen, så der var større rimelighed i udvælgelsen.«
Skidefuld i Tivoli
I 2006 blev Gitte Moulin kontaktet af en kunde, der undrede sig. Han kunne se på sit alarmsystem, at Combi Cleans rengøringsassistent på egen hånd havde valgt at nedskære sin arbejdstid. Det gjorde hende edderrasende, og fik sat tanker på gled.
»Jeg ville finde noget bedre end de gammeldags stempelure, så jeg googlede på livet løs, og jeg fandt et produkt i Finland, der hed Pancomp. På mit bedste skoleengelsk kontaktede jeg direktøren for firmaet, og jeg fortalte ham, at jeg havde problemer med tidsregistreringen af mine medarbejdere, og med at kunne holde øje med, hvor lang tid mine assistenter var på den pågældende plads. Han troede, at det kun var til min egen virksomhed, og var klar til at sende en pris. Men næ nej, jeg ville have agenturet på det hele, så jeg kunne sælge systemet videre til andre rengøringsvirksomheder i Danmark, for jeg synes det var en kanon ide.«
Systemet er koblet op på en scanner, og tanken er også, at systemet følger assistenten rundt på arbejdspladsen, hvilket jo også var en sikkerhed for hende.
»Direktøren fra Finland var interesseret, og jeg inviterede ham til Danmark. Jeg hentede ham og hans ven i lufthavnen og så kørte vi direkte i Tivoli, hvor jeg postede en flot middag og en masse at drikke på dem, og de blev skidefulde. Dagen efter fik jeg agenturet, hvilket jeg var ret stolt af. Problemet var bare, at jeg jo var kendt i rengøringsbranchen, så når jeg kom ud til de andre firmaer med systemet, så ville de ikke handle med mig. Jeg var jo en konkurrent. Derfor stiftede jeg et selvstændigt firma og fik to partnere ind, så vi hver ejede 33,3 pct., og det gik rigtig godt. Med tiden udviklede det sig til, at jeg blev en slags ”sleeping partner,” og til sidst ønskede de to andre at købe mig ud af foretagendet. Det firma eksisterer stadig med stor succes, og det glæder mig meget at min reaktion på, at have fået skældud af en kunde, kunne bære et firma med succes.«
I det hele taget er tidsregistreringen en vigtig del af Gitte Moulins virksomhed, for hun bliver stiktosset, hvis assistenterne ikke er på pladsen den tid, som der er aftalt og som kunden betaler for.
»Det er jo også en sikkerhed for assistenterne, at vi har en effektiv tidsregistrering, for når de går rundt ude på pladserne om natten eller hvis de får et ildebefindende og falder om, så får både inspektøren, driftschefen og jeg en alarm, og så kan vi ringe dem op.«
Ikke alt kan gøres Svanemærket
Gitte Moulin bliver fast i blikket når spørgsmålet lyder på, hvordan rengøringsbranchens fremtid skal sikres.
Det handler om faglighed, og når hun ofte er at finde på uddannelsesinstitutionen TEC, hvor blandt andre rengøringsteknikere og serviceassistenter uddannes, så er det en bevidst prioritering.
»Det er mennesker, der ved, hvad rengøring drejer sig om, og som ved alt om gulve, kemi og maskiner. De får 12 kroner mere i timen end dem, der alene har et AMU-kursus, men det er de klart også værd. I det hele taget er det altafgørende, at branchen hviler på faglighed. Ikke alle kan gøre rent. For eksempel er man nødt til at kende PH skalaen, og når jeg får en ny assistent ind, så er det første altid, at jeg beder dem forklare mig ph-skalaen. Det er helt afgørende, at de som minimum ved, at hvis et rengøringsmiddel har en lav pH-værdi, så er det surt, og et med høj værdi er basisk eller alkalisk. Manglende viden om den slags basale ting, er jo det, der gør, at mange gulve og toiletter rengøres forkert. For hvis du for eksempel bruger grundrens til toilet-rengøring så får du aldrig kalk af. Det betyder jo ikke, at vi bare pumper rengøringsmiddel ud. Tværtimod er vi storforbrugere af pumisten, der er en kalksten, som man kan gøre våd og så er det lige til at gnubbe kalken af toiletkummen. Nul kemi er brugt, og det er den mest effektive måde at fjerne kalk i toiletter. Men for mig er det altafgørende, hvordan de ansattes moral er. Er den ikke god, så er eksamenspapirer ikke noget værd,« siger hun.
De fleste af de medarbejdere, som uddannes fra TEC har et ønske om at arbejde i dagtimerne. Forståeligt, men sjældent ladsiggørligt, lyder det fra Gitte Moulin:
»Der er ikke ret mange virksomheder, der vil have synlig rengøring. Så det er svært at tilfredsstille det ønske. I dag vil de fleste virksomheder have gjort rent, når de er gået hjem, og det synes jeg egentlig er rigtig ærgerligt, men sådan er det.«
I det hele taget taler hun gerne om bæredygtighed og mindre kemi i rengøringsarbejdet, men ren Svanemærket bliver det næppe.
»Hvis vi alene gjorde rent med Svanemærkede produkter hos for eksempelvis den fastfood kæde vi har gjort rent hos i flere år, så ville friturefedtet grine af os, og de ville få den ene sure smiley efter den anden. Men derfor skal vi selvfølgelig både tænke i og handle mere bæredygtigt end i dag. Så når jeg ser 20 skraldespande i et kontorlandskab, så spørger jeg da til om ikke vi skal ændre det til en eller få skraldespande, som alle kan bruge. Det handler om at tænke bæredygtighed ind i alle de processer, hvor det giver mening,« siger hun.
Væk med stenaldermoppen
Under Corona perioden var håndsprit alles bedste ven, og det har smittet uheldig meget af på kontorborde i hele landet. Plamager som er næsten umulige at få af, og det fik Gitte Moulins stædighed bragt på prøve. For når noget er en umulig opgave, så trækker det i hende.
»Jeg er meget detaljeorienteret, også med mig selv, og jeg går sygt meget op i detaljer, og derfor begyndte jeg at eksperimentere og fandt ud af, at hvis jeg lægger et pergamentpapir hen over spritpletterne og stryger det med et strygejern, så forsvandt pletterne. Det er et kæmpe arbejde, men det virker, og mange af vores kunder siger glade, at jeg bare skal komme forbi med bagepapir og strygejern.«
Udover rengøring på privathospitaler, øre-, næse- og halsklinikker, så har Combi Clean en del tandlægeklinikker i porteføljen, og til den slags opgaver, bliver assistenterne ”klædt” ekstra godt på.
»Før de kommer ud til klinikkerne, så er de til undervisning i tre hele dage hos et firma, der lærer assistenterne NIR rengøring (det er særlige rengøringsstandarder efter det, der kaldes de Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer, som bruges i sundhedssektoren). Det er den type opgaver, som jeg vil kalde vores speciale, og det har det været de seneste syv år. Det er et kæmpe vækstområde, og når vi starter en opgave op, så får klinikken et billede af assistenten og en kopi af vedkommendes kursusbevis. Det første jeg spørger om, når jeg kommer ud i en klinik, er om jeg må se deres rengøringsrum. Det er jo ansigtet på den pågældende virksomheds rengøring. Hvis der står en minimop vredet i en spand og tre klude, så ved jeg, at man ikke har brugt NIR rengøring, som baserer sig på et system med gule fiberklude, der bliver vævet med speciel kemi. NIR er et rengørings-system, hvor stenaldermoppen, som man har brugt de seneste 10 år til at søbe beskidt vand rundt på gulvet med, er røget helt ud. Der er en systematik i NIR rengøring som vi er rigtig gode til,« siger hun.
Branchen bør holde sammen
Rengøringsbranchen er, set med Gitte Moulins erfarne blik, en kende for splittet. Vanetænkningen er for meget ”vi klarer det hele alene,” og det ærgrer hende.
»Vi har i branchen et fælles mål. Eller jeg skulle måske rettere sige, at vi burde have et fælles mål om at højne branchens anseelse og faglighed. Det er også derfor, at jeg siger, at det er afgørende, at vi altid giver kunderne det, vi lover dem. Jeg er sikker på, at det er de færreste rengøringsfirmaer, der snyder kunderne. Men dem, der gør, de skader hele branchens renommé hver gang de går på arbejde. Vi er selvfølgelig konkurrenter, men jeg så gerne, at vi havde noget mere tillid til hinanden, så vi kunne stå sammen om flere opgaver og budskaber,« siger hun.
Combi Clean har Gitte Moulin som eneejer, og sådan forventer hun det bliver ved.
»Jeg har planer om at blive 100 år, og der er ikke kørt nogle i stilling til at overtage firmaet. Jeg forventer, at jeg skal arbejde i rigtig mange år endnu. Men skulle der ske noget, så jeg ikke kan fortsætte, så har min søn også rengøringsfirma og min datter er inspektør i Combi Clean, og så skal de overtage. Men planen er, at jeg fortsætter. Jeg er overhovedet ikke mæt af rengøringsbranchen, som jeg stadig synes både er både sjov og spændende, også selvom fremtiden ser usikker ud for branchen,« siger hun.
Fakta:
Gitte Moulin er født på Østerbro i 1965.
I 1996 var hun grundlægger af Combi Clean A/S, som hun stadig ejer og er salgsdirektør for.
Hun er uddannet på handelsskolen samt som sælger af damekonfektion og som salgsleder i en herretøjsafdeling.
Hun beskriver selv, at hun har et udtalt pleasergen.
Hun er gift med Anders Moulin, og mor til Emilie og Christian fra et tidligere ægteskab.
Sønnen driver rengøringsfirmaet Clean Force og datteren er ansat som inspektør i Combi Clean.
Før hun startede eget firma, var hun ansat som sælger i et større dansk rengøringsfirma, men hun blev fyret da hun blev gravid. Hun fik en erstatning for uberettiget fyring, og for de penge startede hun Combi Clean.
Gitte Moulin har tidligere arbejdet Combi Clean har i lange perioder været oppe på over 300 ansatte. I dag er der omkring 40 fuldtidsansatte og en række mindre samarbejdspartnere i form af små selvstændige rengøringsfirmaer, der løser opgaver for Combi Clean.