Bæredygtighed i rengøringsbranchen – fra krav til konkurrencefordel

SYNSPUNKT:

Af Cecilie Fjeldberg,
sekretariatsleder,
Danske Service

Bæredygtighed, grøn omstilling, ESG-rapportering, FN’s Verdensmål, klimaaftryk. Ordene hitter i disse år og man kan næsten ikke undgå at forholde sig til dem, hvis man driver virksomhed i Danmark. Og der er rigtig god grund til også at indtænke bæredygtighed ude i rengøringsvirksomhederne. Bæredygtighed bør ses som en bonus fremfor byrde – derfor skal flere servicevirksomheder gribe muligheden og komme ud af starthullerne.

Fra nice to have til need to have


I november 2022 vedtog EU bæredygtighedsdirektivet CSRD, der pålægger de største virksomheder at rapportere om deres sociale og miljømæssige resultater og påvirkning af samfundet allerede fra 2024. Selvom det i første omgang rammer de største virksomheder, er det kun et spørgsmål om tid, før lignende krav stilles til SMV’er. Fra 2024 bliver rengøringsbranchen allerede omfattet indirekte, da rengøringsservices leveret til større virksomheder kommer til at tælle med i kundens samlede regnskab. Er du ikke med på den grønne bølge, risikerer du på sigt at miste dine kunder.
Og det er ikke kun i EU, der stilles større og større krav til virksomheders bæredygtige forretningsdrift. I Danmark ser vi en stigende tendens til, at bæredygtighed bliver et væsentligt parameter, hvis virksomheder skal kunne konkurrere på markedet. Herhjemme ser vi, at både private og offentlige ordregivere i større grad indtænker bæredygtighed og grønne krav i udbud på rengøringsområdet. Tidligere har en grøn virksomhedsprofil været nice to have og som en måde at styrke virksomhedens brand, men faktum er, at vi kigger ind i en fremtid, hvor en bæredygtig forretningsudvikling bliver need to have, hvis man vil have en berettigelse på markedet og i branchen.

Der er hjælp at hente


Hos Danske Service oplever vi, at den største barriere i forhold til at påbegynde arbejdet med bæredygtighed er, at det er svært at overskue den komplekse dagsorden og bryde den ned til konkrete handlinger ude i virksomhederne. I stedet for at tage munden for fuld gør virksomhederne klogt i at begynde med de lavthængende frugter. Det kan blandt andet være at udskifte produkter én efter én til Svanemærkede alternativer, bruge produkter lavet af genbrugsmateriale og investere i energieffektive maskiner.

LÆS OGSÅ: Fremgang i rengøring trods krisetid


Men bæredygtighed handler også om ordentlighed og ordnede forhold. Danske Service har gennem foreningens Ren Garanti-værdisæt og overenskomstdækning længe arbejdet for, at virksomheder i branchen tager aktivt stilling til vigtige parametre som arbejdsmiljø og miljøpåvirkning.
Når man begynder i det små banes vejen stille og roligt til at skabe større forandringer. Vi ser, at Svanemærket rengøringsservice vinder frem, og flere af vores medlemmer har allerede lagt meget tid og mange ressourcer i at opnå certificeringen, der er et kæmpe skridt ned ad den bæredygtige vej.
Det er vigtigt at understrege, at der er hjælp at hente for virksomheder, der ønsker at udvikle bæredygtige tiltag. Der findes flere puljer og fonde SMV’er kan søge og få både tilskud og hjælp til den grønne omstilling. Hos Danske Service arbejder vi løbende på initiativer målrettet branchen, der gør bæredygtig forretningsudvikling let og overskuelig.

Rengøringsbranchens unikke mulighed


Rengøringsbranchen har et kæmpe potentiale i forhold at profilere sig som en vigtig aktør på den bæredygtige dagsorden. Rengøringsbranchens forretningsmodel giver virksomhederne et stort indblik i kundernes daglige drift og branchen har derfor en unik mulighed for, ikke blot at fokusere på egne tiltag, men i lige så stort omfang rådgive deres kunder i at træffe bæredygtige valg om alt fra affaldssortering til indkøb og energiforbrug. Dette er en stor mulighed for at højne branchens status og endnu engang slå fast at rengøring ikke bare er rengøring. Den bør vi ikke lade passere.
Mange virksomheder er allerede godt i gang, men flere SMV’er halter stadig efter. I Danske Service oplever vi, at viljen er der, og hvor der er vilje, er der vej. Vi ser det som en af vores fornemmeste opgaver at hjælpe servicevirksomheder med at gøre bæredygtige krav til konkurrencefordele.