Servicenormen er branchens sikkerhed for orden i sagerne

SYNSPUNKT:

Af Thomas Kempf, bestyrelsesleder i SBA og
adm. direktør i Forenede Service A/S

Medlemmerne i Servicebranchens Arbejdsgiverforening arbejder efter Servicenormen. Det er vores kodeks for, hvordan man driver ordentlig forretning – og kundernes sikkerhed for, at vi gør, hvad vi lover.

Og det er ikke bare et kodeks, men en certificeringsordning som kontrolleres hvert tredje år, og som er obligatorisk for alle medlemmer.
Hvert år er der virksomheder, som ekskluderes af SBA, fordi de ikke lever op til kravene i Servicenormen. De seneste tre år er fem virksomheder eksempelvis blevet ekskluderet.
Og vi skal fortsat værne om de hævdvundne principper om ordentlighed i SBA og i Servicenormen. Derfor har bestyrelsen i SBA nu indført ændringer i ordningen, så jeg helt fristes til at kalde det ”Servicenormen 2.0”.
Bestyrelsen nedsatte i efteråret en arbejdsgruppe, bestående af både store og små virksomheder, til at give Servicenormen et servicetjek. Det kom der en række ændringsforslag ud af, og disse blev enstemmigt vedtaget på SBA’s generalforsamling den 12. maj.
Nogle vil måske mene, det er skærpelser. Jeg kalder det forbedringer. For jeg er af den opfattelse, at hvis alle vores medlemmer får den bedste hjælp til at levere høj kvalitet med ordentlige forhold, så vil det både styrke deres egen bundlinje og branchens omdømme.

Overenskomstmæssig løn er en selvfølge

Som medlem af SBA er det et krav, at man overholder de gældende overenskomster på serviceområdet. Det vil vi gerne give kunderne og medarbejderne sikkerhed for, når de vælger serviceleverandør. Som noget nyt skal det derfor nu kunne dokumenteres. Det betyder, at der vil blive tjekket for overenskomstmæssig aflønning, når det uvildige kontrolorgan kommer på besøg.
Det er et tiltag, vi godt ved, er mere vidtgående end man normalt forventer af en arbejdsgiverorganisation. Men vi synes, det er relevant, for ordentlighed er ikke noget der skal kunne gås på kompromis med, og det skal ikke være muligt at konkurrere på ulige vilkår ved ikke at overholde Servicenormen.

“Som noget nyt kontrollerer vi også underleverandører,
og de skal acceptere uanmeldte besøg
af Servicenormens uvildige kontrolorgan.

Ordentlige forhold – hele vej ned i kæden

Det samme gælder i forhold til branchens underleverandører. Man skal ikke kunne tjene penge på at sende problemerne ned i kæden. Som noget nyt kontrollerer vi også underleverandører, og de skal acceptere uanmeldte besøg af Servicenormens uvildige kontrolorgan, på samme måde som SBA’s medlemsvirksomheder. Det indbefatter tjek af setup for kontrol af arbejdstilladelser, tjek af sikkerhedsgodkendelser, identifikation af medarbejdere, samt selvfølgelig tjek af overenskomstmæssig aflønning.

Ny partner garanterer kvaliteten

Vi har indgået et nyt samarbejde med Det Norske Veritas (DNV), som fremover vil stå for auditeringen og udstede og evt. tilbagetrække certifikater. Det vil være et signal at sende til dem, der er interesserede i din virksomhed.
Hvis man vil høre mere om, hvordan Servicenormen fungerer, vil jeg opfordre til, at man henvender sig til SBA’s sekretariat. Sekretariatet hjælper også de medlemsvirksomheder, der ønsker det, i gang med at leve op til kravene i Servicenormen.

SENESTE ARTIKLER: