Sygehus Sønderjylland har fundet vejen til mere gnidningsfri udbud af rengøringen. Det fremgik af et oplæg på DRF’s efterårseminar i Billund.
Tekst: Torben Elsig-Pedersen, redaktør. torben@rentidanmark.dk
Sønderjylland er kendt for det store kagebord med kaffe og mindst 14 forskellige slags bagværk. Men landsdelen har også fundet ud af, at mindre kan gøre det, hvis man vil have et samarbejde mellem et offentlig sygehusvæsen og en privat rengøringsvirksomhed til at fungere. To kopper kaffe er rigeligt for at få en snak om det der ikke fungerer.
Det lyder måske nemt. Men der ligger naturligvis grundigt arbejde bag den simple filosofi, som chefcontroller Helle Lausten bedriver på Sygehus Sønderjylland. Hun står for udliciteringen af rengøringen på tre matrikler med 320 sengepladser, 6500 lokaler fordelt på 163.173 kvadratmeter. Og alt sammen befolket af 2600 fuldtidsansatte og et stort antal patienter.
Hun har været på matriklerne i 32 år. Først som ansat af sygehuset, så gennem 13 år som leder hos ISS og i dag som sygehusets chefcontroller.
Holder fast i udlicitering
Selvom stadig flere sygehuse trækker rengøringen hjem, så holder Sygehus Sønderjylland fast i udliciteringen.
»Alle har en holdning til rengøring, men vi har besluttet at det ikke er en kerneopgave for os. Det er en kerneopgave for en leverandør, som skal have en fagprofessionel tilgang til opgaven. Derfor kræver vi også i vores udbud, at medarbejderne skal have en uddannelse som rengøringstekniker. Desuden så udbyder vi ikke rengøring, men hospitalsrengøring, og stiller derfor en række kvalitetskrav,« fortæller Helle Lausten.
En del af kravene handler om, at der skal være mindst mulig vikardækning, så opgaven kan løses stabilt.
Tildelingskriterierne i udbuddet fra 2017 er også lidt anderledes end det man ofte ser. For pris var kun vægtet med 35 procent. Kvalitet, forandringsparathed og miljøhensyn vægtede med 45 procent, mens ledelse, uddannelse og samarbejde vægtede 20 procent.
Det stiller krav til leverandøren om at kunne formulere sig i prosa og efterfølgende leve op til det i handling.
»For os er det vigtigt, at vi beskriver udbud, så leverandøren kan se og mærke hvilken vej vi vil. Derfor bruger vi heller ikke et konsulenthus. Når medarbejderne efterfølgende er på uddannelse tager jeg med, for så har vi et fælles udgangspunkt at tale ud fra. Det betyder også, at rengøringsteknikerne kender mig og vi får et fælles sprog. Det løser meget i hverdagen.«
Når der opstår tvister, så bruger Helle Lausten og hendes team ikke sanktioner som bod, men indbyder i stedet for til kaffe.
»Over to kopper kaffe kan vi komme langt. Hvis der er tillid, så kan vi løse meget med dialog, fordi vi i vores udbud har en forventning om, at vi forandrer os og er fleksible.«
SENESTE NYHEDER: