Odense Congress Center var den 2.-3. oktober vært for den allerførste Rengøringsmessen Rent i Danmark, og resultatet overgik alle forventninger. Med 2.145 besøgende branchefolk blev messen hurtigt årets helt store samlingspunkt for rengøringsbranchen.
To dage fyldt med innovation og netværk samlede branchefolk fra hele landet på Odense Congress Center. Efterspørgslen på en messe, der kunne forene rengøringsbranchen, har været stor, og Rengøringsmessen Rent i Danmark har vist sig at være præcis det, branchen har efterspurgt. Med et nyt og relevant format blev messen en markant succes, der har skabt stor opbakning i hele branchen.
– Vi har skabt lige præcis den messe, som rengøringsbranchen har hungret efter. Hele branchen har ventet på et mødested som det her, og det er fantastisk at se, hvordan beslutningstagere, leverandører og fagfolk har taget imod det nye format. Med den enorme opbakning, vi har oplevet, så er vi allerede i fuld gang med planlægningen af messen i 2026, fortæller Kristian Nordfred Hansen, projektleder på Odense Congress Center.
Nyt koncept rammer plet
Rengøringsmessen Rent i Danmark er blevet til i tæt samarbejde mellem Odense Congress Center, Dansk Rengøringsteknisk Forening og branchemediet Rent i Danmark. Målet var at skabe en messe, der kunne samle hele rengøringsbranchen under ét tag – og det er lykkedes med stor opbakning fra både udstillere og besøgende.
– Det er første gang, vi afholder messen i det her format, og vi har arbejdet hårdt for at skabe et mødested, hvor alt handler om fremtidens rengøringsløsninger og netværk. Det er tydeligt, at vi har skabt en messe, der har ramt branchens behov. Vi har lyttet til vores samarbejdspartnere og branchefolk, og det har resulteret i et helt unikt event. Det, vi har oplevet i løbet af messen, er overvældende. Stemningen og opbakningen har været fantastisk, fortæller Kristian Nordfred Hansen.
Med sine 6.300 kvadratmeter dannede Hal C i Odense Congress Center den perfekte ramme for rengøringsbranchens nye fælles mødested. Her var plads til både netværk, faglige dialoger og fremvisning af fremtidens løsninger. Stemningen i hallen var præget af konstant aktivitet og engagement fra besøgende og udstillere, som tydeligt viste, at branchen har savnet et sted, hvor de kan samles om fælles udfordringer og muligheder.
– Det har summet i Hal C – nogle gange så højt, at vi næsten skulle nive os i armen. Det, vi har set her, er ikke bare interesse, men ægte engagement fra hele branchen. Rengøringsmessen Rent i Danmark er ikke bare en messe, det er en platform, som branchen har brug for – et sted, hvor man kan vise sine bedste løsninger frem og skabe nye muligheder. Vi er stolte af at kunne give branchen det forum, hvor deres arbejde og innovation kan komme til sin ret, siger Jytte Hansen, formand for Dansk Rengøringsteknisk Forening.
Banebrydende løsninger og bæredygtighed i fokus
Messen samlede ikke blot 2.145 branchefolk, men skabte også et unikt rum, hvor bæredygtighed og innovation var i centrum. På messen præsenterede udstillerne alt fra verdensnyheder til banebrydende løsninger og produkter med stort fokus på bæredygtighed. Der var også deltagelse af udstillere fra Norge, hvilket understregede messens brede appel i branchen.
Fra små nichevirksomheder til større aktører blev fremtidens rengøringsløsninger præsenteret på en platform, hvor netværk og forretning gik hånd i hånd. Fokus var på at gøre hverdagen nemmere, grønnere og mere effektiv for dem, der arbejder med rengøring.
En af messens vigtigste mål var at sikre, at de rette beslutningstagere og fagfolk deltog – og det blev en realitet.
– Vi vidste, hvor vigtigt det var at få de rigtige mennesker ind ad døren, og det lykkedes. Vi hører fra flere udstillere, at de har haft afgørende møder med de folk, der kan sætte deres løsninger i spil. Det har været en af messens største succeser, fortæller Kristian Nordfred Hansen.
En branche i front med fokus på fremtidens behov
Rengøringsmessen Rent i Danmark satte ikke kun fokus på produkter og teknologier – den har frem for alt vist, hvor stærk og innovativ den danske rengøringsbranche er. Branchen har imponeret med sin evne til at tilpasse sig fremtidens krav om bæredygtighed, effektivitet og kvalitet. Overalt på messen blev der præsenteret løsninger, der allerede nu skaber markante forbedringer i både offentlige og private sektorer.
– Vi er stolte af, at Rengøringsmessen Rent i Danmark har givet både udstillere og besøgende en platform, hvor de kan mødes og se, hvad der rører sig i branchen. Messen har været en oplagt mulighed for at få indsigt i fremtidens løsninger og diskutere, hvordan de kan implementeres for at skabe vækst og forbedringer. Det er her, vi sammen kan bygge nye relationer og udvikle de løsninger, der vil forme fremtiden, siger Jytte Hansen og afslutter:
– Branchen har brug for en messe som Rengøringsmessen Rent i Danmark, hvor virksomheder og beslutningstagere kan mødes og få inspiration til at tage deres forretning til næste niveau – uanset om det handler om bæredygtighed eller ny teknologi. Den her messe er med til at sikre, at rengøringsbranchen fortsat står stærkt i en tid med skiftende krav og stigende fokus på grønne og innovative løsninger.
Rengøringsmessen Rent i Danmark ser frem til at gentage succesen i 2026. Sæt allerede nu kryds i kalenderen den 30. september – 1. oktober, hvor Danmarks største rengøringsmesse igen finder sted på Odense Congress Center.